120 trøstende bamser til Regionshospitalet Hjørrings yngste patienter

For børn kan det være en særlig skræmmende oplevelse at blive undersøgt eller behandlet på hospitalet. Men erfaring viser, at en krammebamse kan blive en ven i nøden, der trøster og gør oplevelsen mindre utryg. I disse dage kører lastbiler fyldt med krammebamser fra TrygFonden ud til hospitaler i hele landet. 480 af dem flytter ind til de yngste patienter på Regionshospitalet Hjørring.

De uvante omgivelser på hospitalet, fremmede personer i hvide kitler og uvished om, hvad der skal ske, er en stor mundfuld for et lille barn. Men hvis lægen eller sygeplejersken kommer med en gave i form af en krammebamse, kan det være en stor trøst og samtidig skabe et tillidsforhold mellem barnet og personalet på afdelingen.

Bamserne bliver også stukket
TrygFondens krammebamser er isbjørnene Thea og Theo, og ligesom barnet har de et armbånd på med deres navn. Hvis et barn skal stikkes eller have forbinding på, kan bamsen prøve det først. På den måde bliver bamsen en ven på hospitalet, som børnene kan dele deres oplevelser med.

TrygFonden har doneret krammebamser siden 2007. I alt 550.000 krammebamser er gennem hospitaler og specialklinikker blevet udleveret til børn i hele landet.

Brug for mindre beroligende medicin
Galina Plesner, projektchef i TrygFonden, får mange henvendelser fra forældre, der fortæller, at krammebamserne har hjulpet deres børn gennem en svær situation, og at børnene har knyttet sig tæt til bamserne.
- Vi bliver helt overvældede, når vi hører historier om krammebamserne, for folk vil så gerne fortælle, hvor stor betydning de har haft, fortæller Galina Plesner og fortsætter:
- Børnene bliver meget, meget glade for bamserne, og det gør deres forældre også. For det er en god måde at få børnene til at føle sig trygge, når de møder sundhedsvæsenet. Og det er en rigtig positiv ting, at man kan tage sin ven med hjem igen og bruge den til at fortælle sine venner, hvad der er sket på hospitalet.

468 ad

Skriv en kommentar