40 år og fit for fight

Posted on 7. oktober 2016

has40Når tv’et tændes i 20.000 hjem i Hjørring og omegn, er det nok de færreste, der tænker, at det kan lade sig gøre, fordi de er medlem af kommunens sikkert største forening, HAS, Hjørring Antenneselskab.

Foreningen kan i år fejre 40 års jubilæum og det sker med et stort ”åbent hus”-arrangement den 15. og 16. oktober på Vendelbohus.

- Vi håber at se rigtigt mange medlemmer og andre interesserede disse to dage, siger formand Kurt Larsen og pointerer, at det kan være en god idé at orientere sig i programmet, som præsenteres flere forskellige steder. Der vil være noget for dem, der vil se og høre mere om foreningen, stille spørgsmål, men man kan også komme for at lade sig underholde hos de forskellige programudbydere mv.

Foreningen har ikke været altid været så stor som nu. Det startede i det små i 1976 i dele af Hjørring og siden er den stille og roligt vokset både ved at udbygge antenneanlægget og i de seneste år også at fusionere med antenneforeninger i området.

I første omgang blev foreningen dannet, fordi man ønskede at lave lokal-tv og få styrket det lokale demokrati. Senere blev formålet ændret og kom til at dreje sig om at få bedre forbindelser, flere radio- og tv-kanaler og ikke mindst at undgå de mange antenner på byens tage.

Det er lykkedes foreningen ikke bare at følge med udviklingen og sørge for gode produkter til gode priser. Faktisk har foreningen gentagne gange været pænt forud for sin tid. De store ændringer, som blev gennemført i starten af i år med ny tv-leverandør og etablering af egen bredbåndsløsning viser også, at der stadig er godt krudt i foreningen, og at man heller ikke nu er bange for at gå nye veje.

- Vores muligheder bygger i høj grad på, at vi er økonomisk uafhængige og er en forening, der ikke skal tjene penge til aktionærer, og det giver en stor gevinst for rigtigt mange i hele Hjørring-området, understreger Kurt Larsen.

Udover jubilæumsarrangement med mange gode tilbud og underholdning, fejrer foreningen 40-årsdagen ved at øge hastigheden på de mest populære bredbåndsprodukter uden at prisen stiger. Og det kan vi gøre, fordi vi har en stor og trofast skare af medlemmer, slutter Kurt Larsen.

Skriv en kommentar

Copyrights SkagaFM