7. klasse fra Poulstrup Friskole hædret ved DM i madkundskab

Udgivet d. 4. april 2019

Da der onsdag blev af Danmarksmesterskab i madkundskab, blev 7. klasse fra Poulstrup Friskole hædret med en flot pris for deres præsentation af maden.

Det var en flok spændte elever, der onsdag skulle dyste i madlavning, da Kold College i Odense dannede rammerne om DM i Madkundskab. Årets tema var ‘Brug knolden!’, hvilket betød at fokus var på kartoflen som råvare. Til at bedømme de mange retter var bl.a. Jon Edlund fra Den store bagedyst og kok og indehaver af Sortebro Kro John Kofod. Slagets gang blev styret af Danmarks ukronede kagedronning Mette Blomsterberg.

 

Bæredygtig café og en ‘top nice’ milkshake

Udover at have lavet mange kreative retter med kartofler, havde børnene også gjort meget ud af præsentationen af deres mad. Og her excellerede Poulstrup Friskoles elever særligt, for de løb nemlig med prisen for bedste måltidsramme. Her havde de præsenteret maden i deres café, Den Heldige Kartoffel.

 

Dommerne følte virkelig også, at de var kommet på café, som i ovenkøbet var bæredygtig. Og ikke nok med at de havde formået at skabe en særlig ramme om maden, så smagte deres milkshakes i følge Jon “top nice”.

Stolthed og madglæde

Selvom det ikke blev til den helt store titel som Danmarksmester, var det en flok stolte elever, der fik den flotte hæder. Men vigtigst af alt strålede madglæden ud af alle de deltagende folkeskoleelever. For DM i madkundskab handler ikke kun om at vinde, men om at give børn en større lyst til at gå i køkkenet. Og det havde eleverne fra alle ti skoler i allerhøjeste grad.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.