8 ud af 10 mener vi skal beskytte havet til fremtidige generationer

Ny undersøgelse foretaget på vegne af MSC (Marine Stewardship Council) kortlægger danskernes forbrug af fisk og vores holdninger til blandt andet miljøets udfordringer og bæredygtigt fiskeri. Undersøgelsen bekræfter, at danskerne elsker fisk. Pris, smag og bæredygtighed er blandt de vigtigste faktorer når vi står ved køledisken, og så er forbrugerne mest bekymrede for plastaffald og overfiskning, i en grad så 2 ud af 3 danske forbrugere mener, vi kun bør spise fisk fanget af bæredygtigt fiskeri.

På trods af at pris vægter lidt højere end bæredygtighed ser vi en øget bevidsthed omkring bæredygtig fisk og skaldyr og en stigning i antallet af forbrugere som mener, at vi bør skifte til mere bæredygtige fiskearter. Lidt flere svarer også, at de køber miljømærket fisk og skaldyr i forhold til for 2 år siden” siger Majken Møller, kommunikations- og marketingchef hos MSC i Danmark.                                                                                                            

Forurening og overfiskning bekymrer forbrugerne mest                                                     

Når man spørger forbrugerne hvilke trusler mod havet, der bekymrer mest, peger 68% på den stigende mængde plastaffald i havet og 47% peger på overfiskning pga. udsigten til faldende fiskebestande. Hver fjerde forbruger (25%) frygter klimaforandringernes påvirkning af havet.

65% mener vi skal være parate til at skifte til en anden fiskeart, hvis den er mere bæredygtig

Forbrugernes røst er meget tydelig. 8 ud af 10 mener, at vi skal beskytte havet, så der også er fisk til fremtidige generationer, og hele 69% mener, at vi kun bør spise fisk fanget af bæredygtigt fiskeri. Videnskaben og NGO’erne er ifølge forbrugerne de mest succesfulde aktører i kampen for at beskytte havet. Samtidig ses en markant stigning i antallet af forbrugere som mener, at forbrugerne, fiskerierne, detailkæderne og større firmaer spiller en vigtig rolle i at beskytte verdenshavene ifht. undersøgelsen i 2016.

Flere forbrugere genkender den blå fisk

Der er sket en positiv udvikling i kendskabsgraden som er steget med knap 20%. I 2016 svarede 36% af de adspurgte, at de genkender MSC’s logo med den blå fisk, og i årets undersøgelse er tallet steget til 43%. Majken Møller, kommunikations- og marketingchef hos MSC i Danmark siger: “Det er rigtig positivt, at mange flere danskere i dag genkender den blå fisk, når de køber ind til aftensmaden og at de anerkender, at man som forbruger kan gøre en forskel og sikre fisk til fremtidige generationer.”

MSC starter i næste uge (u.36) en stor landsdækkende kampagne i Danmark med fokus på den blå fisk og bæredygtigt fiskeri

Kilde: Ritzau Foto: Henning Hansen

468 ad

Skriv en kommentar