Årets iværksætterpris til Bolcheriet

Mariam Brandt Touray modtager Erhverv Hjørrings Iværksætterpris 2016 fra Erhverv Hjørrings formand, advokat Henrik Willadsen

Mariam Brandt Touray modtager Erhverv Hjørrings Iværksætterpris 2016 fra Erhverv Hjørrings formand, advokat Henrik Willadsen

Bolcheriet A/S har fået Erhverv Hjørrings Iværksætterpris 2016. Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med det store iværksætter-arrangement onsdag i Atriumgåtrden på EUC Nord i Hjørring i tilknytning til den internationale iværksætteruge.

Mariam Brandt Touray modtog prisen, som er en farvestrålende keramisk vase udført af Dorte Friis fra Lønstrup.

Prisen blev overrakt af Erhverv Hjørrings formand, advokat Henrik Willadsen. I sin pristale sagde Henrik Willadsen blandt andet:

”Det er et privilegium at få lov til at hædre en virksomhed, der bidrager til den udvikling af vores lokalsamfund, som er helt nødvendig for, at Hjørring kommune fortsat kan være et godt sted at leve i og at besøge.

Det er en priskomité, der har peget på årets iværksætter, og Erhverv Hjørrings bestyrelse står enstemmigt bag komitéens valg af prismodtager.

Erhverv Hjørring er erhvervslivets foretrukne erhvervsforening, og vi favner over 500 medlemmer, hvor af mere end 100 er iværksættermedlemmer.

Så det er et stærkt mandat, vi har i bestyrelsen.

Årets prisvinder er, hvad man kunne kalde en ”moden iværksættervirksomhed”. Ud fra sit grundlæggende koncept har virksomheden løbende udviklet sine produkter og sin markedsføring og fremstår i dag som et økonomisk velfunderet foretagende med et brand, der er kendt langt ud over lokalområdet.

I sin substans er der tale om en traditionel – endda meget traditionel – produktionsvirksomhed. Men i stedet for at lukke produktionen inde i baglokalet, har prismodtageren gjort produktionen til virksomhedens ansigt.

Hvis jeg nu siger, at virksomheden har hjemsted i Løkken, vil de fleste tilstedeværende nok kunne gætte, at Erhverv Hjørrings Iværksætterpris 2016 går til:

Bolcheriet A/S.

Bolcheriet har fysisk præsenteret sine produkter i blandt andet Magasin i København og Metropol i Hjørring.

Virksomheden beskæftiger mellem 10 og 20 medarbejdere afhængig af årstiden.”

Bag Bolcheriet står Mariam og Thomas Brandt Touray

468 ad

Skriv en kommentar