Actionbrag til Drive-In Bio i AZ Hjørring

Posted on 5. september 2018

På et lærred på størrelse med et parcelhus og i selskab med Iron Man, Spiderman og Captain America er der lagt op til en kæmpe filmaften hos AZ Hjørring og Bilka. På Drive-In Bio programmet er kæmpehittet Avengers: Infinity War, der byder på spænding fra start til slut, når alle Marvels superhelte samles for at redde jorden fra at blive udslettet.

Hverken anmelderne eller seerne har været i tvivl om, at det her er en film, der skal opleves. Allerede på sin åbningsweekend slog Avengers: Infinity War alle tidligere salgsrekorder - selv Star Wars, med en omsætning på imponerende 250 millioner dollars. Filmen kan denne gang opleves gratis på AZ Hjørrings  parkeringsplads, og forestillingen begynder kl. 21. Opstillingen starter allerede kl. 18, og de bedste pladser gives til de hurtigste. Tilmeldingen sker på Bilkas hjemmeside: www.bilka.dk/bilkalive.

Popcorn, bilradio og storskærm Drive-In Bio i Bilka foregår præcis som i de amerikanske film. En 128kvm storskærm stilles op på Bilkas parkeringsplads, og bilerne parkeres i en vifte omkring. Lyden afspilles fra bilradioen, og Bilka uddeler varme popcorn, inden filmen begynder. Som en ekstra bonus er Drive-In Bio den eneste biograf, hvor det er muligt at småsnakke under filmen uden at forstyrre andre tilskuere.

-Det her bliver den vildeste Drive-In Bio, vi nogensinde har lavet. Avengers: Infinity War er et kæmpe actionbrag og på samme tid en virkelig fantastisk film, så det bliver en super fed aften i Bilka, fortæller Nicki Stougaard fra Bilka Live til Skaga FM

Det er tredje gang, at Bilka inviterer til Drive-In Bio. Tidligere er der vist Starwars - The Force Awakens, Starwars - The Last Jedi og Fast and Furious 8 med alle pladser optaget.

Filmen vises i 15 Bilka varehuse og AZ Hjørring i perioden 14. september til 28. september: Torsdag d. 27. sep: Skalborg og fredag d. 28. sep: Hjørring

Skriv en kommentar

Copyrights SkagaFM