AKKC tager hul på ny sæson

Aalborg Kongres & Kultur Center kan i disse dage præsentere det samlede sæsonprogram for 2018/2019 med 39 unikke forestillinger. Den nye sæson er det første fulde sæsonprogram, som AKKC-direktør Nicolaj Holm har stået i spidsen for, siden han satte sig i direktørstolen i maj 2017. Derfor er det også en både spændt og forventningsfuld direktør, der nu kan tage det nye sæsonprogram, printet på bæredygtigt papir, i hånden.

AKKC’s nye sæson bærer tydeligt præg af en række spændende samarbejder. Det gælder for eksempel musicals som Kærlighed ved første hik – The Musical, Terkel – The Motherfårking Musical og Evita, udsolgte koncertnavne som Katie Melua og Maroon 5 og ikke mindst filmkoncerterne James Bond – Casino Royale in Concert i november og den netop offentliggjorte ’Star Wars in Concert – A New Hope’ i oktober næste år, hvor filmen spiller på en storskærm, mens et stort symfoniorkester spiller den ikoniske musik live.

Vi har brugt rigtig meget tid på at etablere nogle gode samarbejder med stærke kræfter både lokalt, nationalt og internationalt i forhold til at få spændende forestillinger og navne til byen. Vi så det i sidste sæson med blandt andet Jeff Dunham og Jimmy Carr, og nu også i den kommende sæson med en række store publikumsmagneter. At have de gode samarbejder betyder, at vi kan præsentere endnu flere unikke oplevelser for publikum, og det er det, der er vores fornemmeste opgave, uddyber Nicolaj Holm.

Nye koncerter, klassiske oplevelser og gamle traditioner

Den nye sæson skydes i gang med et festligt brag. En af sæsonens første forestillinger er nemlig Birthe Kjærs eftertragtede 50 års jubilæumsshow, hvor hun går på scenen i Aalborghallen med et 12-mands band 27. september. Andre spændende koncertoplevelser i løbet af året tæller også Hanne Boel med special guest Poul Krebs samt Anne, Sanne & Lis med en stor ståkoncert i Gigantium.

Inden for de mere klassiske genrer, har publikum mulighed for at opleve Prags Statsopera med Puccinis mesterværk La Bohème, Det Kongelige Teater med balletten Giselle og Den Russiske Nationalballet fra Moskva med Svanesøen.

Skal traditionerne holdes omkring jul, står Stig Rossen endnu en gang klar med sin traditionsrige julekoncert og det samme gør norske Sissel Kyrkjebø.

Den brede smag Skal hele familien samles til gode fælles oplevelser, er der muligheder for det med forestillinger som Folketeatrets Emil fra Lønneberg, Morskabs-Theatrets Jul på Slottet, Sebastian Klein med MER’ STYR PÅ DYR eller danseforestillingen Junglebogen, hvor Disney-klassikeren får helt nyt liv.

Comedy er særdeles populært, og i den kommende sæson går nogen af Danmarks største komikere på scenen i Aalborghallen. Det gælder blandt andet Klovn-aktuelle Frank Hvam og komikervennen Mick Øgendahl, der for første gang går på scenen sammen i showet Det Gode Selskab. Også Jonatan Spang er klar med et nyt show med titlen Typisk.

En del af AKKC-sæsonens nye tendenser er foredrag. Her står foredragsholdere som forfatter Lisbeth Zornig Andersen, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og AKKC’s tidligere direktør Ernst Trillingsgaard klar til at tage publikum med gennem spændende emner som en barsk barndom, verdens politiske (u)orden og et liv fyldt med stjernespækkede oplevelser.

468 ad

Skriv en kommentar