Befrielsen markeres på TV med gamle Hirtshals film om besættelsen

Udgivet d. 11. februar 2020

75 året for befrielsen i forbindelse med Anden Verdenskrig markeres på lokal TV med genudsendelser af lokalhistoriske film fra Hirtshals.

Efter 4 spændende afsnit med modstandsmanden Knud Christensen fra Hirtshals, vil der de kommende 9 uger blive genudsendt film, der omhandler Anden Verdenskrig. Dog vil de to første film være et gensyn med Hirtshals Byjubilæumsfilm 2019 og Hjemstavnsfilmen fra 1949.

Og en enkelt af filmene er ikke tidligere vist på TV. I filmen fortæller Henry Olesen om ”Bunkersbyggeri af 10. batteri ved Hirtshals Fyr”.

Filmene blev første gang udsendt i 2019 i anledning af Hirtshals 100 års Byjubilæum. De kan ses på Hjørring Antenneselskabs infokanal hver søndag kl. 19.00 og med genudsendelse den følgende tirsdag kl. 19.00. Den første film ruller over skærmen søndag den 16. februar kl. 19.00.

Udsendelserne er tilrettelagt af Per Gunnar Christensen og Jørgen Christensen.

Der gøres opmærksom på, at tekster og datoer efter filmene ikke passer, da det er genudsendelser fra 2019.

Som en ekstra bonus genudsendes de 4 afsnit af Per Gunnar Christensens film med Knud Christensen i perioden 19. april – 10. maj.

Alle filmene findes også på youtube under Hirtshals byjubilæum – TV kanal, se under playlister.