Brønderslev Marked er klar med årets program

Udgivet d. 14. august 2019

Danmarks hyggeligste marked – Store Brønderslev Marked – afvikles altid der, hvor weekenden falder med den første mandag i september, så i år er det fra fredag den 30. august til mandag den 2. september.

Der er 200 glade kræmmere, hestemarked, gode gøglere, øl- og madtelte og et stort tivoli. Ydermere et festligt og fornøjeligt program fyldt med musik og underholdning for alle. Dette år er spækket med nye spændende bands.

Fredag er der ekstra gang i radiobilerne og karrusellerne, da alle på forhånd kan købe rabatbilletter til tivoli og benytte dem fra kl. 14-20. Børn, unge og selvfølgelig også ældre kan rigtig boltre sig, og der vrimler med barnevogne, klapvogne, trækvogne og glade børn denne dag. Fredag eftermiddag spiller “Byens bedste Band” ANTRO ECHO.  Fredag aften er der fest i Markedskroen, hvor Jack Flash and The Comets spiller op til dans til kl. 01.30.

Lørdag starter med heste og kræmmermarked, og senere er der masser af aktiviter.  Der afvikles Markedsløb,  hvor rigtig mange motionscyklister deltager. For seniorerne er der gratis silde- og pølsebord i Markedskroen, mens Morten Baggesen spiller. Møllegårdens Rockband, De Jydske Helte, Baily Danceband med Gina Michaells (Kendt fra X-FACTOR), Bo Young og De Jøwe optræder i løbet af dagen. Lørdag aften er der fest i Markedskroen, hvor Version 1,0 spiller op til dans til kl. 01.30.

Søndag starter med heste og kræmmermarked.  Der afholdes Markedsgudstjeneste i Markedskroen søndag formiddag, og i den forbindelse serveres gratis kaffe og rundstykker. Flere bands optræder søndag. Bl.a. kan nævnes Springbræt Bandet, Tina Vingaard og Hawkeye & Hoe.

Mandag er der optog fra Banegårdspladsen for børnehaver, børnehaveklasser og dagplejen. Der vil være is til alle børnene. Brønderslev Bokseklub giver popcorn og saftevand til børnene og tivoli er gratis. Mandag aften er der på vanlig vis fest med Kandis i Markedskroen, som spiller kl. 18.00-22.00. Årets Store Brønderslev Marked afsluttes med et brag af et festfyrværkeri.

Ovenstående er kun et lille udpluk af alt det, vi byder på over de fire dage.

Hele programmet kan ses og hentes på vores hjemmeside www.bronderslev-marked.dk