Danmark opfører sildehegn i Nordsøen

Posted on 1. april 2019

”Alle danskere elsker sild, men de færreste ved, at de danske sild bliver fanget i britisk farvand. Sildene befinder sig i dansk søterritorium, når de er små, men vandrer vestpå til britisk farvand, når de bliver større og fangstegnede. Vi forventer, at briterne efter Brexit vil forhindre udenlandske fiskere i at fiske i britisk farvand, og det nye hegn skal sikre, at de unge sild bliver inden for Danmarks grænser. Ingen danskere skal glip af sild, der retteligt må betragtes som vores”, siger Eva Kjer Hansen.

Sildehegnet, der bliver det fjerdestørste af sin slags på verdensplan, kommer i første omgang til at gå fra Fisker i nord til Tyske Bugt i syd, men på længere sigt håber Eva Kjer Hansen at kunne føre hegnet gennem tysk og hollandsk territorium helt til Doggerbanke i den vestlige del af Nordsøen.

”Jeg vil snarest muligt tage kontakt til mine kolleger i Tyskland og Holland for at finde en fælles løsning for alle vores lande. Kun sådan kan vi indkredse hele det område af Nordsøen, hvor de unge sild holder til. Der er tale om et fælles problem, som vi løser bedst i fællesskab. I første omgang bygger vi dog hegnet selv, og fordi det er briterne, der har skabt problemet for os andre, er det briterne, der kommer til at betale”, siger Eva Kjer Hansen.

Prisen for sildehegnet forventes at lande på 1.066 millioner kroner, og det er ifølge Eva Kjer Hansen en god investering:

”Hegn som disse har som regel en lang holdbarhed, og landingsværdien af de sild, vi nu holder for os selv, kommer langt til at overstige briternes udgifter. Og så skal man huske på, at Storbritannien tydeligvis har penge nok. For dem vil udgiften til sildehegnet bare være en dråbe i havet af Brexit-relaterede udgifter”, siger Eva Kjer Hansen.

Bygningen af hegnet skal i et EU-udbud, som forventes afsluttet kort efter Brexit.

Selve hegnet forventes på plads til sildesæsonen 2020.

Skriv en kommentar

Copyrights SkagaFM