Dissektion af pukkelhval foregår på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals

Posted on 8. oktober 2019

I går morges, da bundgarnsfiskeren Troels Tvilling skulle røgte sit bundgarn ud for Skagens havn, opdagede han noget aldeles usædvanligt. En kæmpe stor hval lå død i bundgarnet. Et bundgarn er et cirkulært net med en bred åbning som større dyr normalt kan svømme ud af igen. For at få den ud af garnet allierede Troels Tvilling sig med 2 dykkere fra Nordsøen Oceanarium, der dykkede ned i bundgarnet og fik bundet en tamp i det kæmpe dyrs hale, så den kunne blive trukket ud af garnet. Da den kom til overfladen kunne de hurtig konstatere, at hændelsen ikke bare var usædvanlig, men yderst sjælden. Det var nemlig en pukkelhval! Pukkelhvaler er et sjældent syn i farvandene omkring Danmark med få observationer og strandinger registreret siden 1905.

Da hvalen var blevet bugseret ind til havnen, blev den læsset på en lastbil, og kørt til Hirtshals hvor den bliver opbevaret køligt indtil på onsdag.

Dissektion bliver en offentlig begivenhed

Pukkelhvalen dissekeres onsdag d. 9. 10 fra kl. 11, på parkeringspladsen ved Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Ved undersøgelserne skal hvalen først måles og vejes og alt det ydre skal undersøges og registreres. Det kan den første time let gå med. Dernæst skæres hvalen op og der skal tages en masse prøver til forskning. Der bliver kigget nøje på organer og mave- og tarmindhold. Det hele for at blive klogere på dyrets liv og død. Det er endnu ikke afklaret hvad der efterfølgende skal ske med resterne.

”Vi ved endnu ganske lidt om denne pukkelhval, men håber på at blive klogere. Blandt andet er det svært at vurdere alderen ud fra størrelsen alene. Et godt eksempel er finhvalen fra Vejle, der var meget lille, men som viste sig at være langt ældre end først antaget,” siger biolog og udviklingschef Kristina Ydesen. der vil deltage i dissektionen sammen med det ledende team bestående af eksperter fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, forskere fra Syddansk og Aarhus Universitet samt en specialdyrlæge. Desuden deltager konservator fra Naturhistorisk Museum, Abdi Hedayat,  som Nordsøen Oceanarium samarbejdede med da finhvalen fra Blokhus blev konserveret.

Stor formidlingsværdi for akvariet i Hirtshals

”Vores primære formål er at formidle om Nordsøens liv, så undersøgelserne af hvalen er en selvfølgelig en oplagt mulighed for at fortælle alle interesserede om hvalens biologi. Derfor er dissektionen et offentligt arrangement hvor alle kan opleve hvalen på nært hold og få sanserne stimuleret -ikke mindst lugtesansen”, fortæller Marketingchef Sylvia Berglund og smiler.

I efteråret har Nordsøen Oceanarium et stort tema om plastik i havet. ”Plastikforurening er noget der optager vores gæster meget, så det bliver også interessant at se om hvalen har plastikrester i maven, og måske kan vi bruge resultaterne i forbindelse med temaet om plastik.” fortsætter hun.

Fakta om pukkelhval, Megaptera novaeangliae  

Kropslængde: Hanner 11-17 m, hunner 11-19 m

Halelængde: Halefinnen 4-5 m bred

Vægt: 30-35 ton, rekorden 40 ton for en hun

Drægtighedstid: 11½ måned

Antal unger/kuld: 1

Antal kuld/år: Typisk hvert andet eller tredje år, sjældent i to på hinanden følgende år

Levetid (max.): Formentlig 50-60 år

Udbredelse, verden: I polhavene samt tropiske kystområder

Udbredelse, Danmark: To strandede ved Bornholm og Lønstrup i hhv. 1806 og 1905, desuden observeret ved Århus i 1995, ved Frederikshavn i 2002 og ved Sønderborg i 2004

Beskyttelse: Sårbar, men ikke i kategori, hvor der skal tages særlige hensyn

Fjender: Spækhuggere

Copyrights SkagaFM