Ecco Print trives i trængt branche

Til april har Ecco Print gennemført sin flytning til Hjørring efter 80 år i Hirtshals. Flytning, om- og tilbygning og køb af nyt maskineri løber op i en samlet investering på over 25 mio. kr.

Og det i den grafiske branche, som i årevis har været præget af nedgang, lukning og nødtvungne fusioner.

Men Ecco Print har brudt mønstret. Det illustreres af, at da direktør Jan Viberg Elleriis for 20 år siden indtrådte som tredje generation i familiefirmaet, der startede som Hirtshals Bogtrykkeri, var antallet af medarbejdere 8. I dag er der 29.

Men hvorfor flytte fra Hirtshals?

”Pladsmangel”, er det korte svar fra Jan Viberg Elleriis.

”Vi havde brug for nyt udstyr for at være på forkant med udviklingen i branchen. Det var der simpelthen ikke plads til i bygningen på Dalsagervej. Så fandt vi i stedet bygningen på Læsøvej i Hjørring, som blandt andet har huset CP Machinery. Her kunne vi med en ombygning og nogle tilbygninger få ideelle forhold. Ikke blot med plads, men også med indretning af et optimalt produktionsflow”.

”Om virksomheden ligger i Hirtshals eller i Hjørring, er efter min mening uden reel betydning. Vores kunder, der er spredt ud over hele landet, er i hvert fald ligeglade”.

Men hvad er årsagen til, at Ecco Print har kunnet vækste i en ellers trængt grafisk branche?

”Der er vel to hovedårsager. Dels har vi satset skarpt på den niche, der hedder trykning af etiketter. Dels har vi tidligt indset, at den grafiske branche ikke længere er et håndværk, men en industri, og har indrettet vores produktion derefter med investering i det mest effektive udstyr”, siger Jan Viberg Elleriis.

Lige nu foregår produktionen hos Ecco Print på både den gamle og den nye lokation, og det nye domicil på Læsøvej er præget af det tilsyneladende kaos, der uundgåeligt følger med byggeri.

Det nye domicil er tegnet af Arkitektfirmaet Bundgaard, og byggeriet udføres af Fjordbak Byg. Processen går efter planerne, og Jan Viberg Elleriis glæder sig til april.

”Ikke bare får vi ideelle forhold til produktionen. Vi får også rammerne til en nyskabelse, som vi kalder et idé- og udviklingscenter.

Tanken bag er, at vi gerne vil arbejde tættere sammen med vores kunder omkring udvikling af produkterne. Vi skal selvfølgelig som altid være skarpe på de fysiske parametre som pris, kvalitet, leveringstider, fleksibilitet. Men vi vil også gerne medvirke til, at udformningen af produkterne bliver optimal. Det er f. eks. ikke lige meget, hvordan en label på en pakke laks i køledisken i supermarkedet ser ud. Et æstetisk optimalt udtryk højner chancen for, at kunden vælger dette produkt fremfor et andet. Og på den måde kan vi medvirke til at øge omsætningen for vores kunder”.

Foruden etikettrykningen omfatter Ecco Print et trykcenter og en afdeling for skilte og storformat.

Etiketterne står for cirka 55 pct. af omsætningen.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar