EFTERLYSNING: Hvor er årets Naturformidler?

Udgivet d. 24. april 2019

Naturmødet er endnu engang på jagt efter Årets Naturformidler. Hvem synes du, det skal være? Hvor er han eller hun ansat? Og hvorfor skal vedkommende vinde prisen? I dag, den 24. april, er sidste chance for at nominere din favorit. Med prisen, som bliver uddelt på Naturmødet, følger en præmiecheck på 10.000.

Det kan være en biologilærer, naturvejleder, TV-vært, blogger, pædagog eller en helt anden. Det vigtigste er, at han eller hun lever og ånder for at dele ud af sin store viden om naturen eller specifikke dele af den.

Dommer-øjne på stilke

Traditionen tro er det en skarp jury, som træffer den endelige beslutning i kåringen af Årets Naturformidler. Juryen består blandt andet af Mette Aaskov Knudsen, som er studieleder for naturvejlederuddannelsen på Skovskolen. Hun vil gerne løfte sløret for, hvad dommerne er på udkig efter:

Vi vil kigge efter naturformidlere, som på en inspirerende, engagerende og involverende måde, kan formidle om aktuelle emner i Danmarks Natur. Vi vil lede efter personer, der fremstår autentiske, nærværende og nyskabende. Samtidig lægger vi vægt på, at hun/han kan: formidle på forskellige måder, på flere platforme og i nye samarbejdskonstruktioner, samt er i stand til at inddrage målgruppen og give anledning til deres forundring, nysgerrighed og eftertanke.

 

Hvis du kender Danmarks bedste Naturformidler kan nomineringen indsendes via Naturmødets hjemmeside.

Skriv en kommentar