Erhverv Hjørring skød valgkamp i gang

Valgkampen i Hjørring kommune er i gang. Den blev for alvor skudt i gang i Bibliotekssalen i Hjørring, hvor Erhverv Hjørring i tirsdags havde indbudt medlemmerne til at møde partiernes spidskandidater.

Alle de lokale toppolitikere var mødt frem – næsten da. KristenDemokraterne og Radikale Venstre havde sendt vikarer, og Alternativet havde slet ikke sendt nogen.

Men ellers var alle spidskandidater mødt op fra socialdemokraten Arne Boelt på venstre fløj til Enhedslistens Louise Hvelplund på højre fløj – her rangeret ind efter placering på podiet og ikke efter politiske holdninger.

Journalist Søren Wormslev, Nordjyske, var en kompetent og humoristisk mødeleder, der sørgede for, at deltagerne som udgangspunkt holdt sig til dagens emne ”erhvervspolitik”.

Men som debatten viste, lever erhvervspolitikken ikke isoleret i det politiske billede. Derfor kom debatten, der blev hjulpet på vej af spørgsmål fra salen, vidt omkring til emner som bosætning, undervisning, arbejdskraft, infrastruktur, dækningsafgift, kommunale indkøb, cirkulær økonomi og meget mere.

Hovedindtrykket af debatten viste, at der naturligvis var divergerende holdninger blandt politikerne, men at de forløbne fire års samarbejdslinje i Hjørring Byråd også synes at række ind i valgkampen.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar