Fast læge på vej til Regionsklinik Sindal

Efter en kortere periode med lægevikarer i regionsklinikken har Region Nordjylland nu indgået en kontrakt med 38 årige Iza Alfredsen, der er speciallæge i almen medicin. Hun starter i klinikken 1. januar 2019.

Iza Alfredsen kommer fra Ærø, hvor hun har været praktiserende læge i et kompagniskab i godt et år. Det er også på øen, hun har haft sin opvækst.

Sin uddannelse til speciallæge har hun taget på Odense Universitetshospital i Svendborg, på Regionshospitalet Randers og på Ærø.

Iza Alfredsen ser frem til at blive praktiserende læge for de ca. 1300 borgere, der er tilknyttet regionsklinikken i Sindal:

- Jeg kan rigtig godt lide at bo og arbejde på landet, så det har været mit udgangspunkt for at vælge Sindal. Det tiltrækker mig at arbejde som læge på landet, og jeg glæder mig til at opleve en anden del af Danmark både som læge og familie, siger Iza Alfredsen, der flytter ind i nyistandsatte lokaler i Regionsklinik Sindal på Torvegade 6 i Sindal.

Det faglige niveau er vigtigt

- Det faglige niveau er også meget vigtigt for mig som læge, og mine samtaler med Region Nordjylland har betrygget mig i, at der er et højt fagligt niveau i regionen, som lige som mig har et stort fokus på at levere ordentlig lægebehandling, siger Iza Alfredsen.

Hidtil har regionsklinikken i Sindal været bemandet med to lægevikarer, men det har fra starten været regionens mål at indgå en aftale med en fast læge, hvilket nu er sket.

- Det glæder mig rigtig meget, at det er lykkedes os at rekruttere en praktiserende læge i en fastansættelse til borgerne i Sindalområdet. Det betyder, at vi nu kan give borgerne et stabilt lægetilbud, som vi har arbejdet intensivt på at få, siger fungerende regionsrådsformand Lene Linnemann (SF).

Region Nordjyllands førstevalg er at få praktiserende læger til at overtage de lægepraksis, der bliver ledige eksempelvis, fordi en praktiserende læge går på pension. Når ingen praktiserende læger er interesserede i at overtage en klinik, har regionen mulighed for at oprette en regionsklinik og selv ansætte personale i klinikken i en periode på op til seks år.

- Ved at arbejde i regionsklinikken har jeg mulighed for at være lidt tættere på beslutningstagerne og på den måde være med til at påvirke den udvikling, der er på sundhedsområdet, siger Iza Alfredsen, der har besluttet sig for at flytte til Sindal sammen med sin familie

468 ad

Skriv en kommentar