Fortunas 3F-hold indleder turneringsforåret med udekamp i Kolding

Posted on 15. marts 2019

Fortuna har allerede duftet til foråret, og nu kommer det endnu mere alvorlige. Lørdag kl. 13 fløjtes der op til turneringspremiere i Kolding. Kravet til Fortuna er sejr, og det er det i øvrigt i samtlige 10 kampe i dette forår, hvor Fortuna kæmper indædt for at hente såvel pokal som guld hjem til Hjørring.

Foruden mere traditionelle træningskampe og forberedelsesarbejde har Fortuna haft et par specielle realistiske opgør her først på året. Og der forestår en serie af nervepirrende opgør.

Der blev indledt med en kamp i Sydbank Kvindepokalen mod Sundby København, og i denne pokalturnering blev det så senest til semifinale mod VSK Århus. Her blev det til sejr på 4-0, så Fortuna er finale-klar. I den anden semifinale trak ærkerivalen fra Brøndby det længste strå. Det blev til sejr på ligeledes 4-0, og det var over Fortunas premieremodstander Kolding Q.

Fortuna er gået ind i slutspillet fra en andenplads i grundspillet, som blev vundet af Brøndby. Det betyder, at Brøndby har bedste udgangsposition - to points foran Fortuna.

Kolding sluttede grundspillet på en femteplads, og starter så slutspillet med to points, seks efter Fortuna.

Umiddelbart kan man tro, at Fortuna er storfavorit til lørdagens kamp, men man skal vare sig for at tage noget for givet. Kolding er et hold med fighterånd, og det kommer Fortuna garanteret til at føle.

Opgaven for Fortuna bliver at få sat tempo på kampen. Det er lykkedes i de seneste opgør, og når så spillerne kører koncentreret igennem med hurtig præcise pasninger, bliver det vanskeligt for modstanderne. Fortuna-spillerne er fysisk stærke og i besiddelse af uovertruffen kondition. Det har hidtil givet fornemme slutresultater.

Samtidig med kampen i Kolding spilles der på Brøndby Stadion, hvor Fortunas rivaler tager imod FC Thy Thisted, og en halv time tidligere er kampen BSF-VSK Århus fløjtet op i Ballerup.

Skriv en kommentar

Copyrights SkagaFM