Hjørring Badminton Klub drømmer om snart at se sine medlemmer

Posted on 9. marts 2021

Hjørring Badminton Klub har ikke kunne tilbyde badminton til sine medlemmer siden midt i december og ønsker indendørsidrætten genåbnet. Det fortalte klubben, da den havde besøg af gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen

Fra venstre ungdomsmedlem Jeppe Daugaard, formand for Hjørring Badminton Klub, Henrik Schiøler, +60-medlem Kim Gotliebsen og gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen

Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen besøgte mandag aften Hjørring Badminton Klub, som har været fuldstændig lukket ned siden 16. marts og endnu ikke ved, hvornår den kan byde medlemmerne velkommen tilbage.

Ifølge Venstre-politikeren er det tid til at se på, om ikke indendørsidrætten kan lukkes op på en fornuftig måde, så der kan skabes nogle fysiske og mentale fællesskaber for især de mange børn og unge, hvis trivsel har lidt så meget under nedlukningerne.

”Der er så småt blevet åbnet op, bl.a. for udendørs idræt, og trods forudsigelserne om det modsatte er smittetrykket fortsat stabilt. Derfor er det svært at forstå, hvis ikke også den indendørs idræt igen kan åbne, hvis man ellers holder afstand og passer på,” sagde Karsten Lauritzen, da han besøgte badmintonklubben.

De unge gider ikke mere skærm
Klubben savner sine medlemmer, og det har ikke været nemt at holde kontakten med dem under nedlunkningen, understreger klubbens formand, Henrik Schiøler.

”Vi forsøgte os med noget online træning, men det var tydeligt, at de unge mennesker ikke gider mere skærm. Nu hvor der er lukket op for udendørs idræt, er vi begyndt at lave noget fysisk træning uden for. Vi overvejede også at tegne en bane op udenfor på parkeringspladsen, men det fungerer desværre ikke så godt med udendørs badminton.”

Til stede ved besøget var også Jeppe Daugaard, der er U/15-spiller i klubben, og som siden midten af december hverken har kunnet gå i skole eller dyrke sin fritidsinteresse.

”Det er svært at holde motivationen oppe, når jeg ikke kan spille rigtig badminton og træne sammen med mine holdkammerater. I begyndelsen lavede mange fra holdet en masse online fysisk træning, men der er efterhånden mange, som har mistet motivationen og er faldet fra,” siger han.

Det handler om trivsel
Klubben vil forsøge at forlænge sæsonen, så medlemmerne kan nå at komme godt i gang, inden sommerpausen rammer, og så klubben og medlemmer ikke risikerer at måtte undvære hinanden i syv/otte måneder. Derfor er klubbens håb også, at forbuddet mod indendørs idræt snart forsvinder, og Karsten Lauritzen er enig i vigtigheden af at få åbnet mere op for idrætten.

”Udover at få de ældste børn tilbage i skole, ikke bare i Nordjylland, men i hele landet, vil Venstre også gerne have åbnet for den indendørs idræt hurtigst muligt. Det hungrer man efter ude hos dem, det drejer sig om, f.eks. hos Hjørring Badminton Klub,” siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

”Det drejer sig om trivslen hos både unge og ældre, og det er selv sagt også svært at drive f.eks. en badmintonklub og få folk til at betale kontingent, når ikke man må mødes og spille.” Holdningen hos Danmarks Idrætsforbund er, at indendørsidrætten af fysiske og mentale årsager og af hensyn til idrætsforeningernes fremtid bør åbnes hurtigst muligt. Der bliver i øjeblikket fra ekspertgruppen regnet på konsekvenserne af blandt andet en åbning af indendørs idræt, og hvis der ikke kan åbnes fuldt op, så er det Danmarks Idrætsforbunds holdning, at børnene skal prioriteres i en åbning af indendørsidrætten

Copyrights SkagaFM