Hjørring som en erhvervsmæssig magtfaktor

Hjørring som en magtfaktor på erhvervsområdet. Den vision kunne Henrik Jørgensen rigtig godt tænke sig blive til virkelighed.

Henrik Jørgensen tager afsæt i Vendsyssel Teater (som han er bestyrelsesformand for), der både hvad angår bygning og forestillinger får landsdækkende positiv opmærksomhed i disse år.

”Jeg tør godt sige, at Hjørring er ved at etablere sig som en magtfaktor i dansk kulturliv. Og hvad er baggrunden? Ikke mindst en solid politisk enighed i byrådet om at stå bag den satsning, som det er at bygge et helt nyt teater til 180 mio. kr.

Hvis vi kan på kulturpolitikken, bør vi også kunne på erhvervspolitikken. Skabe en ny fortælling om Hjørring kommune som ideelt sted til at etablere og drive virksomhed. På mange måder har Hjørring kommune jo et fremragende udgangspunkt med en beliggenhed centralt i Nordeuropa, med motorvej, havn og jernbane, med god arbejdskraft, og med attraktiv natur og kultur”, siger Henrik Jørgensen.

Et element i en større erhvervspolitisk satsning bør efter Henrik Jørgensens mening være et skarpere fokus på, hvor en kommunal indsats virkelig gør gavn.

”Jeg kunne godt tænke mig et samlet overblik over, hvor kommunen bruger penge på erhvervsudvikling, og en sikker viden om, hvor de gør mest nytte.

Hvis vi f. eks. tager iværksætterområdet, så mener jeg, at det ikke er en kommunal opgave at støtte små nye virksomheder indenfor traditionelle erhverv. Det har vi et privat marked til at klare. Derimod giver det virkelig mening at bakke op om nyskabende virksomheder med potentiale til vækst og dermed også at skabe arbejdspladser – og ikke kun for iværksætteren selv”, siger Henrik Jørgensen.

Og så synes han i øvrigt slet ikke om de tanker om dagpenge til iværksættere, som er oppe i tiden.

”Iværksættere knokler 24/7 for at skabe deres virksomhed og nå deres drøm. De udsætter belønningen, til deres virksomhed er bæredygtig. Dagpenge er ikke motivationen for en iværksætter”.

Overordnet har Henrik Jørgensen den holdning, at den kommunale erhvervspolitik skal være imødekommende overfor virksomhederne.

”Nu har vi fået en planlov, der giver videre rammer for butiksstørrelser end hidtil. Men her i Hjørring er vi i gang med et kommuneplantillæg om revision af detailhandelsbestemmelserne, der lægger strammere bånd på butiksstørrelsen end den nye lov. Det er galt. Vi skal ikke begrænse, men tilbyde færrest mulige restriktioner for nye etableringer i erhvervslivet, herunder også detailhandlen”, siger Henrik Jørgensen.

Han er også en varm fortaler for en erhvervspolitik, der sikrer optimal infrastruktur. Det gælder den fysiske, så gods uden problemer kan transporteres til og fra virksomhederne, og den digitale, så der er adgang til bredbånd overalt.

”Selv om jeg er liberal, må jeg erkende, at den nødvendige digitale infrastruktur ikke kan leveres på markedsmæssig basis overalt i vores kommune, så den opgave må det offentlige løse.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar