
At levere rent drikkevand og håndtere spildevand har altid – og vil altid – være Hjørring Vandselskab A/S’ kerneydelse. I de kommende år vil arbejdet med at beskytte folkesundheden og klimatilpasning dog komme til at fylde stadig mere. For at afspejle det, skifter forsyningen den 3. maj logo og lancerer en ny hjemmeside.
Tiden og opgaverne er vokset fra Hjørring Vandselskab A/S’ nuværende logo. For at vise omverdenen, hvordan vandselskabet passer ind i dit liv og miljø, har bestyrelsen besluttet at skifte logo. De nye farver bliver blå og grønne, og logoet fortæller om et menneske, der indgår i vandets kredsløb og i verden. Og det er netop den plads, vi har, understreger bestyrelsesformand Ole Ørnbøl.
Vandselskabet er de sidste år blevet tilført nye opgaver. Fokus er fortsat funktionelle og tekniske opgaver, der drejer sig om vand, rør og beton. Men det er blevet stadig mere vigtigt at bistå med klimatilpasningsprojekter, forslag til fremtidens villaveje, deltagelse i events som Naturmødet og stadig mere borgerinddragelse om lokale, rekreative områder. Den røde tråd igennem alt arbejdet er borgernes sundhed og miljø, og det er det arbejde, det nye logo afspejler, forklarer Ole Ørnbøl.


Som en del af det nye udseende har Hjørring Vandselskab nemlig også re-designet hjemmesiden. Allerede der kan nysgerrige finde flere informationer om vandselskabets arbejde igennem videoer, plancher og artikler. Besøgende på hjemmesiden kan også som nu få adgang til deres kundeportal og kundeservice, for det skal være nemt at tilgå vandselskabets services, siger administrerende direktør for Hjørring Vandselskab, Tommy Mostrup.
Vil du opleve vores arbejde i bybilledet, kan du i denne tid blandt andet møde vores medarbejdere og entreprenører omkring Elsagerkvarteret i Hjørring eller i Hirtshals, hvor de er i gang med et stort separatkloakeringsprojekt. Se efter de blå-grønne farver i det nye logo.