Hybridfartøj erstatter 7000 lastvognstog årligt

Når ”Norwegian Gannet” om et lille års tid lander de første slagtede laks i den kommende lakseterminal i Hirtshals, er det starten på en lille revolution i lakse-industrien.

Bag denne revolution ligger hensyn til både miljø og kvalitet. Og centralt i omvæltningen er det fartøj, som rederiet Hav Line i øjeblikket er ved at få bygget på et værft i Spanien. Hav Line har hjemsted i Bergen og ejes af to af de store spillere i den norske laksebranche, Haugland-Gruppen og Sekkingstad-familien.

Et mundheld i branchen siger, at ”ingen har så travlt som en død laks”. Det skal forstås sådan, at jo hurtigere laksen kommer fra opdrætteren og ud til forbrugeren, jo højere kvalitet har produktet.

”Norwegian Gannet” vil hente laksene direkte hos opdrætteren, foretage slagtning og nedisning ombord og levere fisken klar til forarbejdning i Hirtshals to dage hurtigere end ved den traditionelle metode med slagtning på land i Norge og transport på lastbil til forædlings-virksomheden.

Hav Line har beregnet, at der med den nye slagte- og transportform vil spares 7000 lastvognstog på årsbasis.

Det tæller positivt i miljøregnskabet, for ”Norwegian Gannet” er udstyret med den nyeste miljøvenlige hybrid-teknologi med motorer fra Wärtsilä og batterier til elektrisk drift fra Corvus.

Det er baggrunden for, at byggeriet af det nye skib er støttet med 6,5 mio. NKR fra ENOVA, som er den norske stats fond til omlægning af Norge til et lavudslipsamfund.

I Hirtshals forventes lakseterminalen at medføre omkring 120 arbejdspladser. Dertil kommer, at ”Norwegian Gannet” får 60 arbejdspladser.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar