Indvielse af Nordsøens Jægere på Nordsøen Oceanarium

Udgivet d. 10. januar 2020

Nyt udstillingskoncept indvies på Nordsøen Oceanarium

På lørdag d. 11. januar åbner 2. og sidste del af det store udstillingskoncept Nordsøens Jægere. Udstillingens første del der blev indviet sommeren 2018, indeholder blandt andet en ny sæludstilling og Big Ocean Window, Skandinaviens største interaktive LED-skærm.

Anden del af konceptet rummer tre nye, helt unikke akvarier, hvoraf de to er i 2 etager, en ny biograf og mange involverende udstillinger. Sammen danner de en rejse gennem fødekæden i Nordsøen, hvor gæsterne får en forståelse for at livet i havet hænger sammen, fra de mindste plankton til de største rovdyr.


Grevinde Alexandra af Frederiksborg foretager den officielle indvielse

Akvariets protektor Grevinde Alexandra af Frederiksborg foretager den officielle indvielse, og lokalt og landskendte sangerinde Nana Jacobi står for det musikalske indslag på dagen. Desuden deltager blandt andre repræsentanter fra de fonde der har støttet Nordsøens Jægere. Det drejer sig om den A.P Møllerske Støttefond og Nordea Fonden. Foruden disse 2 fonde, har Vækstforum Nordjylland også støttet projektet. I alt er det støttet med 11,1 mio. kr.


Gestus til byens borgere søndag d. 12. januar

Søndag d. 12. januar inviterer Nordsøen Oceanarium alle med postnummer 9850 gratis ind og se den nye udstilling. Man skal blot vise gyldigt sygesikringskort ved entréen. ”Vi vil gerne vise vores nye udstilling frem for de lokale borgere, da de er vigtige ambassadører for os. Når de får en god oplevelse, er vi sikre på at de fortæller det til deres venner og familier og budskabet om at Nordsøen Oceanarium udvikler sig og har nyheder at vise frem bliver spredt” udtaler marketingchef Sylvia Berglund.



Flere udviklingsprojekter i støbeskeen

 ”Nordsøens Jægere er ikke den eneste nyhed på Nordsøen Oceanarium i 2020. Der arbejdes allerede nu med konkrete projekter der vil udvikle og forny attraktionen, både ude- og indendørs.” afslører direktør Karl Henrik Laursen.