Juletiden er højsæson for brand: Pas på de levende lys

Udgivet d. 19. december 2019

December er den måned på året, hvor beredskabet rykker ud til allerflest brande. Og det kan mærkes i Nordjylland, hvor flere brande har hærget. GF Forsikring guider til en sikker jul med levende lys og giver gode råd til at passe på både hjem og juletræ.

For de fleste nordjyder er julen lig med hyggeligt samvær, julegodter og levende lys i massevis. Men den ellers så hyggelige adventskrans og de fine lys på juletræet kan forsage alvorlige skader i form af brand og ødelæggelse. Senest er det sket i Snedsted sidst i november, i Lyngså i starten af december og i Danmarksgade midt i Aalborg for blot få dage siden.

Tal fra Redningsberedskabets Statistikbank, der administreres af Beredskabsstyrelsen, viser da også, at juletiden er højsæson for ildebrande. I december rykker beredskaberne ud til 35 % flere brande i private hjem end i en gennemsnitsmåned. Og dertil kommer alle de såkaldte ”happy fires”, hvor folk selv formår at slukke branden uden brandvæsenets hjælp.

”Mange af de brande, vi rykker ud til i december, opstår, fordi der er gået ild i en tør juledekoration, eller fordi kalenderlyset har fået fat i et gardin eller lignende. Så det er enormt vigtigt at være opmærksom på levende lys og huske, at man ikke må gå fra dem. Heller ikke hvis man bare går ind i et andet rum i en halv times tid,” siger Stine Arenshøj, der er vicelandschef for Beredskabsforbundet, der blandt andet tilbyder gratis kurser i brandsikkerhed sammen med GF Forsikrings fond.

Genhusning er ofte en nødvendighed

Der skal ikke meget uopmærksomhed til, før ilden kan få fat og brænde dele af huset eller lejligheden ned. Og med et brandskadet hus følger ikke kun ødelagt inventar og forsvundne minder. Mange nordjyske familier er også nødt til at blive genhuset, imens undersøgelsen og renoveringen af deres eget hus står på.

Derfor råder GF Forsikring og Beredskabsforbundet nordjyderne til at have godt styr på deres forsikringer i det tilfælde, at uheldet skulle være ude.

”Det er rigtig ærgerligt at stå med et ødelagt eller nedbrændt hus og så opdage, at man ikke har en indboforsikring, der dækker ødelagt inventar samt genhusning. Vi har desværre lige set et eksempel på netop det i Stoldal i Hobro, hvor 8 ud af 18 lejere i et nedbrændt lejlighedskompleks ikke havde en indboforsikring. Derfor er de selv nødt til at betale for de ødelagte ting og for at bo et andet sted i en periode. Og det kan være svært for mange at skrabe penge sammen til det – især i juletiden.”

Sådan siger Jens Jørgen Vinther, der er formand for GF Forsikring i Nordjylland, der dækker en stor del af det nordjyske område fra kontorene i Frederikshavn og Hjørring.

* * *

Fem gode råd om levende lys

  • Gå ikke fra et tændt stearinlys, og fald ikke i søvn, mens du har levende lys tændt.
  • Lav en regel om, at ’den der tænder, slukker’. På den måde er der ikke tvivl om, hvem der slukker lyset.
  • Stil aldrig levende lys tæt på gardiner, lamper, i bogreoler eller under hylder/skabe.
  • Hav vand parat i nærheden, når du har levende lys tændt, så du hurtigt kan slukke ilden. Det kan for eksempel være en stor vandkande til små lys eller en hel balje vand, hvis du bruger levende lys på juletræet.

Monter røgalarmer i lofterne på alle etager.