Knud Christensen fra Hirtshals fortæller på Lokal TV om modstandskampen

Posted on 6. januar 2020

I år kan Danmark markere både 80 året for besættelsen og 75 året for befrielsen i forbindelse med 2. Verdenskrig.

Knud Christensen, modstandsmand under Tysklands besættelse af Danmark.

I denne forbindelse er der lavet en film med den lokale modstandsmand Knud Christensen, Hirtshals. Filmen er optaget den 21. maj 2019 i hjemmet på Fyrbakken i Hirtshals, hvor Knud Christensen sidder og fortæller i mere end 3½ time om sin deltagelse i modstandskampen i årene 1942-1945 til sin genbo Johan Haugaard.

Og det er en barsk fortælling. Selv om Knud Christensen i dag er 94 år, og hændelser og oplevelser er sket for mere end 75 år siden, fortæller Knud Christensen levende, detaljeret og fængslende, som er det noget, han har oplevet for ganske nylig.

Der er tale om meget alvorlige og barske fortællinger fra modstandsarbejdet. Det drejer sig i sidste ende om liv og død. Mange af de unge mænd, som Knud Christensen var i kontakt med, betalte jo med deres eget liv.

Knud Christensens fortælling begynder i august 1942, hvor han starter på Handelsgymnasiet i Aalborg, og slutter med befrielsen den 5. maj 1945 og dagene lige derefter.

Filmen er opdelt i 4 afsnit på hver ca. 1 time og udsendes på Hjørring Antenne Selskab (HAS) Lokal TV kanal hver søndag kl. 19.00 og med genudsendelse den følgende tirsdag kl. 19.00. Første udsendelse ruller over skærmen søndag den 12. januar kl. 19.00.

Hver søndag aften vil det udsendte afsnit være tilgængeligt på you tube under Hirtshals byjubilæum- TV kanal.

Der er den lokale fotograf Per Gunnar Christensen, der har planlagt, tilrettelagt, filmet og redigeret den spændende film.

 

Copyrights SkagaFM