KRONIK: Stigninger udenfor kategori kan ikke køres på frihjul

KRONIK om Hjørring Kommunes Sundheds- ældre og handicapudvalgs budget af formand og 1. viceborgmester Per Møller

Jeg elsker sommer, sol og en tur på min racercykel. Ind imellem forcerer jeg Tornby Bjerg, Børglum bakke, Hellehøj og de øvrige stigninger i vores skønne kommune. Hvert år ynder jeg at se en etape eller flere fra Tour de France. Jeg må tilstå, at der skal ualmindelig gode ben til for at forcere de bjerge, som cykelløbet rammer i f.eks. Alperne.

De økonomiske bjerge vi ser i horisonten i Hjørring kommune er store. I Tour de France sprog er de: ”Udenfor kategori”.

Den ”doping” vi får i det særlige finansieringstilskud fra staten er slet ikke nok, så selvom det var godt at KL og Regeringen endelig fik landet en aftale, så er vi stadig under økonomisk pres. Derfor fik vi også til onsdagens SÆH-budgetseminar præsenteret et reduktionskatalog. Vi har kendt til udarbejdelsen siden april, så helt nyt var det ikke, men det var indholdet.

Cykelløb som Tour de France er ikke for de sarte. Det er politik så sandelig heller ikke. Og lad det være sagt med det samme. Vi skal besejre de bjerge vi kan se i horisonten. De kommende ugers dialog og debat i vores respektive politiske grupper vil afgøre om partierne, udvalgene og til syvende og sidst byrådet kan finde løsningerne på at komme i mål med budget 2019. Sidste år var alle 31 byrådsmedlemmer bag budgettet. En flot holdkørsel, set med Tour-briller.

Udfordringerne med budget 2019 er langt større og vi kan ikke lukke øjnene for de økonomiske udfordringer vi står overfor. Der er ingen lette løsninger – det er op ad bakke.

De budgetubalancer vi stod med i januar og april/maj har vi løst i SÆH-udvalget. Et enigt udvalg løste det i januar ved bl.a. at lukke et botilbud på Frederikshavnsvej og i maj løste vi det ved at få godkendt handleplanen i Økonomiudvalget. En handleplan som Enhedslisten, Socialdemokratiet og jeg stod bag.

Venstre og Lokallisten ville vente til budgetbehandlingen for 2019 for at drøfte besparelser, men det er lovbestemt at der skal udarbejdes en handleplan ved ubalancer af den karakter i fagudvalgene.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke har været nogen let periode at være formand (eller holdkaptajn) for SÆH-udvalget. Vi hæftede for arv og gæld da vi overtog budgetterne ved Nytår, cyklen vi skulle køre på var så at sige punkteret da vi fik den. Selvom vi har ”slidt og slæbt på landevejene”, er vi endnu ikke nået i mål. Der har været modvind og stigninger undervejs, men vi har fortsat mod målet. Et mål om at skabe trygge og omsorgsfulde rammer for vores borgere – med den økonomi vi har arvet.

Sammen med SÆH-udvalgsmedlemmerne og byrådet ser jeg frem til en konstruktiv budgetproces. Når vi alle har læst SÆH-reduktionskataloget igennem (og dem fra de øvrige udvalg), så må vi tilbage i sadlen. Pumpe cyklen, fylde vandflasken og så træde til – ellers når vi ikke op over bjergene udenfor kategori.

På vores videre færd i budgetprocessen og med de mange stigninger der venter, så glæder jeg mig til at se hvad eksempelvis Dansk Folkeparti, Venstre og Lokallisten har i benene. Det kan nemlig ikke gøres på frihjul

468 ad

Skriv en kommentar