Løkken er … podcasts

Udgivet d. 17. august 2020

Tre markante virksomheder fra Løkken har i samarbejde med Podcast Danmark udgivet en podcastserie med titlen ’Løkken er …’, hvor lytterne får et indblik i de tre virksomheders historie og fælles passion for Løkken og alt det, som Løkken står for.

I de tre podcasts, som ligger på de mest gængse podcast-platforme som bl.a. Spotify og iTunes handler om, at det er lykken at drive virksomhed i Løkken. Virksomhederne håber på at inspirere andre lokale virksomheder til også at blive en del af podcastserien.

Løkken er gode øl

Brygmester Kent Boalth var den første til at sætte sig bag mikrofonen og folde historien ud om det lokale bryghus, hvor det er ham, der brygger øllene – gerne tilsat en god historie eller to. Lytter du til podcasten får du en introduktion til bryghusets serier af øl – og en forklaring på, hvad forskellen er på en øl med navnet ’Jøwt’ og ’Grimrian’.

Kent fortæller også om, hvorfor det for Løkken Bryghus er vigtigt at have fokus på økologi og bæredygtighed i produktionen – og hvad du kan få af oplevelser ved at nyde en øl eller to i bryghusets bryggerstue.

Løkken er Danmarks største lingeriforretning

Helle Svendsen, der er indehaver af det, som har vist sig at være Danmarks største lingeriforretning, har en mission: at gøre det til en rigtig god oplevelse for alle at handle lingeri. Hun brænder for at give folk en god oplevelse og et godt selvværd i forhold til det at handle lingeri, badetøj og accessories. En af medarbejderne fik den gode idé bl.a. at lave deres eget magasin, hvor det er kvinder som dig og mig, der viser bade- og undertøjet. Så uanset, om du har en lille eller stor barm, er det Helles ønske, at du skal have en masse valgmuligheder, så du tager dig allerbedst ud inderst inde.

Løkken er bolsjer fra Løkken og fra Skagen til Svaneke

Vesterhavet og stranden i Løkken betyder noget helt særligt for ’tilflytterne’ Mariam og Thomas Brandt Touray. Lytter du til Mariams fortælling i ’Løkken er … Bolcheriet’, vil du høre, at det i høj grad var Vesterhavets brusen, som overbeviste de to unge iværksættere om, at det var i Løkken, deres virksomhed skulle have rødder. I dag – mere end 20 år senere – har de stadig udviklingsprojekter i gang med det seneste køb af stationen i Løkken, der bliver udviklingslaboratorium for de søde sager, som kan købes i Løkken, Skagen og i Svaneke. Svaneke er byen, hvor bolsjemester Thomas som 16 årig startede med at lære kunsten at fremstille de bolsjer, som han i dag har på krogen i Løkken, der er hjemsted for produktionerne.

  

Løkken er Løkken.dk

Løkken.dks SoMe og Marketingmanager, Lisa Sand udtaler:

”Det er supervigtigt at få sat Løkkens lokale virksomheder på landkortet – og jeg synes, podcasts er en fantastisk måde at nå ud til ikke mindst yngre eller travle mennesker, som lytter, mens de træner, kører i bus eller bil til og fra studiet eller arbejdet – eller mens de går tur med hunden. Vi håber, at mange flere virksomheder vil med i serien om, hvad Løkken er …, For vi er da slet ikke færdige med at fortælle om vores skønne by og lokalområde”.

Podcastserien ’Løkken er …’ er produceret af lokale Podcast Danmark, som har mere end 20 års erfaring med lydproduktion til virksomheder i hele Danmark. Virksomheden tager gerne både ud til virksomheder eller inviterer folk ind i studiet for at optage podcasts, det nyeste medie til at nå nye målgrupper.

Lyt til pocast-serien ’Løkken er’ via links her:

Se mere om virksomhederne: