”Luther og musikken” – koncert i Sct. Olai kirke

Det er i år 500 år siden Martin Luther slog sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det var en begivenhed, der var med til at ændre hele vort samfund – både indenfor og udenfor kirkedøren.

I Sct. Olai kirke fejres dette jubilæum med en koncert onsdag den 4. oktober 2017, kl. 19.30.

Der har de seneste måneder været sagt og skrevet rigtig meget om Luthers liv og virke, så denne aften vil musikken få hovedrollen. Luther havde stor kærlighed til musikken, som han ”efter teologien gav den næste plads og højeste ære”

I anledning af jubilæet, er der skrevet nye tekster og komponeret ny musik og nogle af Luthers kendte salmer er blevet nyfortolket – en sådan handling er helt i Luthers ånd. Han var selv en flittig ”genbruger”, hvor han arbejdede videre på eksisterende salmer, så forkyndelsen kunne ske i tidens sprog.

Koncertens program vil derfor være en blanding af nyt og gammelt. Der vil være korsatser, som fremføres af Sct. Olai kirkes pigekor og kirkens voksenkor ”Olaikoret”, som begge ledes af organist Irene Ejlertsen. Endvidere vil der være solosang ved kirkesanger Lene Lund – og så er der naturligvis også fællessang.

Der er gratis adgang og efter koncerten er menighedsrådet vært ved en kop kaffe i kirken.”

468 ad

Skriv en kommentar