Ønskes: Grøn erhvervspolitisk strategi

”Hjørring kommune kan slet ikke eksistere uden et sundt erhvervsliv. Der er nok dem, der opfatter vores parti som erhvervsfjendsk. Det er forkert. Vi anser erhvervslivet og kommunen som hinandens forudsætninger”.

Louise Hvelplund lægger ud med at rydde den misforståelse af vejen, at Enhedslisten har nogen interesse i at modarbejde virksomhederne i Hjørring kommune.

”Vi er alle sammen afhængige af, at virksomhederne trives. Og derfor er det min klare holdning, at kommunen skal støtte erhvervslivet. Det handler om hurtig sagsbehandling, om forbedret infrastruktur, så man kan komme til og fra med produkter, og det gælder ikke mindst på arbejdskraft-området”, siger Louise Hvelplund.

Derfor er hun glad for den ekstra indsats, som Hjørring kommune har gjort for at flytte flere fra passiv forsørgelse ud til et aktivt arbejdsliv. Det er godt for de pågældende selv, for virksomhederne og for kommunekassen.

Louise Hvelplund lægger vægt på, at de unge får en uddannelse, når de forlader folkeskolen. Dels for deres egen skyld, dels for at sikre fremtidig arbejdskraft.

”På det område har virksomhederne selv et ansvar for at oprette tilstrækkeligt med praktikpladser. Efter hvad jeg hører, går det bedre. Men jeg så da gerne, at der var nogle bindende sociale klausuler på området”.

Klima og miljø er mærkesager for Enhedslisten. For Louise Hvelplund betyder det, at hun gerne vil medvirke til en mere målrettet grøn erhvervspolitik i det nye byråd.

”Hvis jeg havde magt som agt, skulle Hjørring operere med en erhvervspolitisk strategi, der specielt opmuntrer virksomheder med en grøn profil.

Hjørring som Danmarks grønneste kommune – det vil være en flot vision”.

I øvrigt er Louise Hvelplund glad for, at byrådet årligt tager på besøg hos udvalgte virksomheder.

”Det er overraskende og lærerigt at se, hvor mange forskellige og spændende virksomheder, der ligger i vores kommune. Hvem ved for eksempel, at der produceres armering til militære køretøjer i Sindal!”

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar