Omsætningen er mere end firedoblet siden 2008

Muligvis ukendt for mange er Sigenvej i Vrå faktisk et af Hjørring kommunes mest spændende erhvervsudviklingsområder. Blandt de ekspanderende virksomheder i Vrås nordøstlige udkant er LSM Pumper ikke den største. Men den er til gengæld en af de virksomheder, der har haft den mest bemærkelsesværdige vækst i de senere år.

Det giver sig nu synligt udtryk i en påbegyndt udvidelse. Produktionsarealet øges med 500 kvm. Det svarer til en 50 pct. udvidelse af virksomhedens samlede areal.

Den eksisterende produktionshal blev opført i 2008. Sidan da er omsætningen forøget 4 til 5 gange, og de nuværende rammer er simpelthen for trange til en rationel arbejdsgang.

Pladsbehovet er ikke blevet mindre af, at LSM Pumper har investeret i ny teknologi i form af en svejserobot, der skal kunne håndtere meget store emner, og som derfor tager meget plads op.

LSM Pumper producerer slangepumper, der primært anvendes i fødevareindustrier. Det er en meget smal niche, hvor virksomheden i Vrå har oparbejdet en helt unik kompetence.

Omkring 70 pct. af produktionen eksporteres. De vigtigste eksportmarkeder er USA og Afrika.

”Et voksende marked er biogas-branchen. Vi har leveret til vores nye nabo Grøngas Vrå, men er også godt med i biogas-industrien i USA,”, siger direktør Leo Sørensen, der er glad for, at hans produkter anvendes i lokale virksomheder.

”Det er et godt udstillingsvindue, når vi har potentielle kunder fra udlandet på besøg”.

LSM Pumper har et salgsselskab i Tyskland og er i færd med at oprette et salgsselskab i Michigan, USA. Desuden overvejes også et selskab i Canada med henblik på salg til mineindustrien.

Den seneste store ordre til LSM Pumper kommer fra et mineselskab i det nordvestlige USA.

Leo Sørensen startede sin maskinfabrik i 1982, og produktionen af slangepumper blev indledt i 1995. LSM Pumper er en traditionel familieejet ejerleder-virksomhed med ægteparret Leo og Lis Sørensen som drivkræfter og nu også med sønnen Simon Sørensen som medejer og leder i et glidende generationsskifte.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar