Optimisme omkring ny klumpfisk

Akvariet i Hirtshals fik i fredags en ny klumpfisk. Den kom med fly fra Beniz i Portugal, og akvariets personale hentede den i København torsdag nat. Den lille nye svømmer nu lystigt rundt sammen med den anden klumpfisk som kom hertil fra Portugal for ca.4 år siden.

Bare ca. halvanden time efter ankomsten til Nordsøen Oceanarium blev den lille klumpfisk nænsomt løftet fra transportkarret og over i det 4,5 mio liter store akvarium. ”vores erfaring er, at det er bedst at fisken får plads omkring sig og mulighed for at svømme normalt fra begyndelsen. Så må det med fodring af den komme i anden række” udtaler akvariemester Martin Riis, der fik den fodret godt af fra overfladen i transportkarret inden overflytning til Oceanariet.

Simon Madsen, der er dykker og formidlingschef, var den der skulle prøve at få klumpfisken til at tage foder fra hans hånd i weekenden. ”Det er gået over alle forventninger” udtaler han lettet, og fortsætter: ” Vi var forberedte på at dykke mange timer, før vores lille ny klumpfisk ville blive tillidsfuld nok til at opsøge dykkeren for at få noget at æde, men efter blot et enkelt mislykket forsøg første dag, viste den interesse for dykkeren og blev håndfodret. Vi kan takke vores kollegaer i Portugal, som har fanget den lille ny for, at det er gået så nemt. De har trænet klumpfisken fra overfladen og lært den, hvor føden kommer fra, det har været en stor fordel for os.”

Den ny ankomne klumpfisk vejer ca. 5 kg og får nu den ”gamle” klumpfisk til at virke enorm.

Den havde samme størrelse, da den ankom for ca. 4 år siden. Den vejer omkring 300 kg i dag. Det er stadig et lille eksemplar. Den største klumpfisk man har set var næsten 3 m i diameter og vejede over 2 ton. Det gør klumpfisken til verdens største benfisk

468 ad

Skriv en kommentar