Overdragelse af nøgler til nyt lægehus i Hirtshals

Posted on 8. november 2021

Det nye lægehus midt i Hirtshals står nu færdigt, og Hjørring Kommune inviterer til overdragelse af nøglerne til de praktiserende læger, som skal leje lægehuset.

Til nøgleoverdragelsen deltager Hjørring Byråd, Lægerne i Hirtshals og repræsentanter fra Arkitektfirmaet Hovaldt. Medier er velkomne til at deltage til overdragelsen:

Fredag den 12. november kl. 13.00 i det nye lægehus, Vanggårdsgade 17, 9850 Hirtshals.

I januar 2019 slog Sundheds- og Ældreministeriet en pulje til læge- og sundhedshuse op på 208 mio. kr. Hjørring Kommune ansøgte om midler til at bygge et nyt lægehus i Hirtshals, og fik 9,5 mio. kr. af ministeriet. Samtidig finansierede kommunen selv 4,5 mio. kr. og byggegrunden til projektet.

– Det er en kæmpe glæde, at vi nu kan give lægerne nøglerne til det splinternye og topmoderne lægehus. Det er både centralt placeret, og spiller flot sammen med omgivelserne og det gamle rådhus i Hirtshals, siger Per Møller (C), der er formand for både Bygherreudvalget og Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget.

Efter nøgleoverdragelsen vil lægerne gå i gang med at indrette lægehuset, og det forventes, at de første patienter kan behandles i huset den 1. december 2021.

– Vi glæder os rigtig meget til at tage det nye lægehus i brug. Det er nok et af de smukkeste og bedst beliggende lægehuse i Danmark. Vi tror og håber, at et nyt og spændende miljø med moderne faciliteter vil være med til at tiltrække nye unge læger til Hirtshals! Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at skabe positiv opmærksomhed om lægehuset. Vi vil takke Hjørring Kommune for et forbilledligt samarbejde med planlægningen af det nye lægehus, siger praktiserende læger Flemming Pedersen og Birgitte Mikkelsen.

Når lægerne slår dørene op til det 757 m2 store lægehus, så kan deres 9000 patienter fra Hirtshals og omegn nyde de flotte nye rammer og faciliteter.

– Hirtshals er desværre et lægedækningstruet område, og det er udfordrende at få nye læger til Hirtshals. Forhåbningen er, at det nye lægehus kan få nye læger til byen. Det er vigtigt for os, at den nære sundhed bliver prioriteret, og at borgerne kan have trygheden ved at have en læge i nærheden, siger Per Møller (C). I begyndelsen af det nye år vil der være et åbent hus-arrangement, hvor alle interesserede får mulighed for at få et kig ind i det nye lægehus

Copyrights SkagaFM