Per Møller: Hvorfor tør Venstre ikke sænke skatten

Udgivet d. 10. maj 2019

Debatindlæg af Per Møller, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.

Grønnevang 8, 9800 Hjørring

 

24 timer. Så kort tid havde valgkampen været i gang, før Venstre blev socialdemokratiske. Og det var en dyr omgang. Svimlende 69 mia. kroner til øgede offentlige udgifter, kunne statsministeren love. Det er ikke konservativ politik, og bliver det aldrig. Og det er heller ikke borgerligt. 

 

Får Venstre sin vilje, vil de øge de offentlige udgifter med seks gange så meget, som den socialdemokratiske regeringen gjorde det sidst. Det burde få alle borgerlige ansvarlige alarmklokker til at ringe. Hvis Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt kunne sikre penge til velfærd og flere ældre, ”kun” ved at øge det offentlige forbrug med 0,1 procent, så skal et borgerligt parti altså ikke gå ud og foreslå en markant højere vækst i de offentlige udgifter.

 

Signalværdien er helt forkert. Man risikerer at udbrede den misforståelse til borgerlige danskere, at det bliver utrolig dyrt at bevare vores velfærdssamfund. Og at der slet ikke er råd til at give borgerne nogle af deres penge tilbage i skattelettelser. Hverken mindre topskat, lavere boligskatter eller billigere biler, som vi konservative arbejder for.

 

Men det ér der råd til. 

For det offentlige sektor forbedrer sig selv løbende. Det har den gjort de sidste mange år, og det vil den også gøre i de kommende år. Den skal altså ikke være større. Selvfølgelig skal vi løfte udvalgte områder i velfærden – særligt sundhedsområdet. Men det kan vi sagtens, uden at droppe vores kamp for, at de hårdtarbejdende danskere kan få lov at beholde flere af de penge, de selv har tjent. 

Og hvis ikke Venstre tør sige det, tør jeg og Det Konservative Folkeparti godt; Skattelettelser og velfærd er ikke hinandens modsætninger. Vi tør godt være borgerlige og gå til valg på lavere skat.

Skriv en kommentar