Politisk enighed godt signal til erhvervslivet

Jørgen Bing er ved at slutte sin tredje periode som byrådsmedlem i Hjørring, og han tager gerne en fjerde periode efter kommunalvalget i november.

”De seneste fire år har været de mest harmoniske af mine tre perioder. Byrådet har kunnet samle sig om både den nødvendige budgettering og større projekter som f. eks. Vendsyssel Teater. Denne politiske enighed har sendt et godt signal ud i omverdenen og medvirket til, at pengestærke fonde har villet investere i Hjørring. Og jeg synes også, vores enighed er et stærkt signal til det lokale erhvervsliv om, at vi er en stabil partner for både eksisterende og kommende virksomheder,” siger Jørgen Bing.

Derfor håber og tror Jørgen Bing, at også det kommende byråd vil holde fast i den enighed om de store linjer, som har præget arbejdet i indeværende periode.

Heller ikke i erhvervspolitikken ser Jørgen Bing større uenigheder i det lokale politiske landskab.

”Hos os i SF er vi mere optaget af miljøet og klimaet end de fleste øvrige partier. Jeg er fortaler for, at vi som kommune understøtter en grøn udvikling. Blandt andet ved at betinge os, at kommunale områder skal dyrkes økologisk.

Jeg kunne også godt tænke mig, at vi justerede vore politikker på forsyningsområdet, så de tilskyndede til at beskytte de naturlige ressourcer, f. eks. ved ikke at give mængderabat til storforbrugerne af vand”.

Jørgen Bing synes dog, at politikerne har en god løbende dialog med erhvervslivet gennem fora som f. eks. Erhverv Hjørring og Hjørring ErhvervsCenter.

Som tilflytter fra Frederiksberg med snart 25 års jubilæum som vendelbo værdsætter han også, at vi er så tæt på hinanden i lokalsamfundet, at kommunens folk som en naturlig ting kan gå ud i de enkelte virksomheder og indgå pragmatiske aftaler til fælles bedste.

På uddannelses- og arbejdskraft-området vurderer Jørgen Bing det som afgørende vigtigt at holde fast i de uddannelser, som er placeret i Hjørring.

”Men jeg vil også meget gerne medvirke til at tiltrække flere uddannelser. Vi er jo som udgangspunkt et samfund af håndværkere. Men det kunne være godt at få nye uddannelser, f. eks. i en mere kreativ/kunstnerisk retning. En bredere erhvervsmæssig basis vil yderligere styrke vores lokalsamfund, som i forvejen har så mange kvaliteter”, mener Jørgen Bing.

Kilde: Hjørring Erhvervscenter

468 ad

Skriv en kommentar