Rasmus Prehn: Vi skal ikke trække tæppet væk under eleverne

Vi skal ikke trække tæppet væk under eleverne
Af uddannelsesordfører Annette Lind og MF Rasmus Prehn begge fra Socialdemokratiet

I sidste uge fik flere af landets skoleelever i 9. og 10. klasse besked fra deres skole om, at de alligevel ikke må bruge internet, når de om få måneder skal op til folkeskolens afgangsprøve. Landets undervisningsminister, Merete Riisager, har nemlig helt uden om folkeskole-forligskredsen udstedt en ny bekendtgørelse, der stopper brug af internettet under folkeskolens afgangsprøver.

Eleverne har ellers lige netop i de seneste uger været til terminsprøver, hvor de har kunnet bruge f.eks. ordbøger og formelsamlinger på internettet. Terminsprøverne har til formål at forberede eleverne til prøveformen og afmystificere prøverne - og på den måde undgå den værste eksamensangst, stress og ondt i maven. Nu gribes mange elever alligevel af angst og frustration, når de terminsprøver, de netop har været oppe til, alligevel ikke afspejler den virkelighed, der vil møde dem ved folkeskolens afgangsprøver til sommer.

Eleverne er hele deres skolegang blevet uddannet til at bruge internettet som et naturligt arbejdsredskab. I de sidste mange år har de udelukkende brugt internettet som ordbøger, formelsamlinger mm. De fleste elever ejer jo ikke længere en gammeldags ordbog eller en formelsamling på papir, og de er slet ikke vant til at bruge dem. Eleverne er jo netop blevet bedt om at bruge computer med internet, fordi det er fremtiden og den virkelighed, de skal ud og arbejde i. Mange elever har for egne konfirmationspenge eller surt ordsparede lommepenge været ude og købe en super dyr computer, fordi det var et krav fra skolens siden.

Nu føler disse elever sig slået helt hjem som i Ludo. Merete Riisagers nye bekendtgørelse opfattes som en kæmpe bombe. Eleverne føler, tæppet trækkes væk under dem lige før afgangsprøven – en prøve der i forvejen giver dem sved på panden, ondt i maven og vågne nætter. Også skolernes ledelser og lærere føler sig svigtet af ministeren. Her har de troligt fulgt de eksisterende bekendtgørelser og uddannet deres elever til at bruge internettet. De har bedt eleverne bruge deres egne penge på computere, og de har gennemført terminsprøver, hvor eleverne må bruge internet. Og så skaber ministeren maksimal panik og utryghed få måneder før afgangsprøverne ved pludselig at forbyde brug af internet.

Ingen ved, hvor ordbøger og formelsamlinger skal komme fra. Kan så mange overhovedet skaffes på så kort tid, og hvad bliver prisen, når så mange skal have fat i dem på så kort tid? Skal skolerne betale, og har de penge til det? De har i hvert fald ikke haft en chance for at budgettere med det. Og er det acceptabelt at bede eleverne om at købe ordbøger og formelsamlinger, nu de faktisk lige selv har købt dyre computere, fordi de har fået at vide, det var det, de skulle? Og hvad kan disse ordbøger og formelsamlinger bruges til efterfølgende? Stort set alle bruger jo internettet i dag. Ministerens handling virker mildest talt uigennemtænkt. Ja, helt hovedløs.

Fra socialdemokratisk side lægger vi stor afstand til ministerens klodsede og uigennemtænkte fremfærd i denne sag. Det er dybt problematisk i sig selv, ja direkte uacceptabelt, at ministeren i denne og andre sager vælger at køre solo og ignorere de partier, hun har forlig med. Men helt godnat bliver det, når hun skaber så meget panik og utryghed hos landets uskyldige skoleelever. Ministeren har ganske vist lettere forkølet været ude og prøve at rette op på hele miseren. Eleverne må nu godt alligevel bruge ordbøger og formelsamlinger via indrettet. De må bare ikke søge andre informationer på nettet, siger ministeren. Men har ministeren overhovedet begreb om, hvor ressourcekrævende det bliver for den enkelte skole at skærme internettet af fra andre informationer end ordbøger og formelsamlinger? Og hvad med skolens øvrige elever der bruger internet i deres undervisning, skal de så også være udelukket fra det alle de dage, der er prøver fremover? Nej, det hænger ikke sammen. Ministeren må give en undskyldning og skynde sig at få ryddet op i alt det rod og den forvirring og utryghed, hun har skabt. Og fremover gør hun klogt i at afstemme sine politiske tiltag med Folketinget og relevante forligskredse. Det vil være det eneste rigtige rent demokratisk at gøre. Men det vil også sikre ministeren imod igen at skabe panik og forvirring på grund af et helt urealistisk og hovedløst indgreb.

468 ad

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.