Støttekroner til indretning af en multifunktionel bevægelsessal i Tversted

DIF og DGI's foreningspulje er kommet flyvende fra start. Således er der i puljens debutår godkendt ansøgninger fra over 1200 forskellige idrætsforeninger i hele landet, og i den forbindelse er der bevilget alle de 43,8 millioner kroner, som var til rådighed i puljen i 2018.

"Det glæder mig, at idrætsforeningerne har taget godt imod puljen. Idrætsforeningerne spiller en vigtig rolle i Danmarks mange lokalsamfund, og jeg er glad for, at puljen kan støtte op om det arbejde, som de frivillige kræfter yder," siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Sammen med politikere fra de øvrige regeringspartier samt DF, S, SF og RV står han bag den politisk aftale om at oprette lokalforeningspuljer på i alt 70 millioner kroner årligt, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer skal uddele til deres lokalforeninger.


Fra Vojens til Tversted

For at spare administrationsudgifter gik DIF og DGI sammen om at etablere DIF og DGI's foreningspulje. Herfra uddeles midlerne til idrætsforeningerne (cirka 43 millioner årligt) på baggrund af ansøgninger, som har en stor spændvidde. Der er således bevilget penge til så forskellige ting som bord-/bænkesæt til krocketspillere i Nexø, rekvisitter til udvikling af strandhåndbold i Vojens og indretning af en multifunktionel bevægelsessal i Tversted i Nordjylland.

"Jeg er rigtig glad for, at politikerne på Christiansborg på denne måde giver en håndsrækning til idrætsforeningerne og anerkender foreningernes betydning for den enkelte dansker og for lokalsamfundene," siger DIF's formand, Niels Nygaard.

DGI's formand, Charlotte Bach Thomassen, understreger puljens betydning for de mange, der på frivillig basis lægger deres tid og et kæmpe engagement i idrætsforeningerne:

"Frivillige i foreningerne har med denne pulje fået mulighed for at realisere nogle af deres spændende idéer og ønsker. Puljen er med til at udvikle idrætsforeningerne og gøre dem til endnu mere attraktive steder at dyrke idrætten og fællesskabet. Og dermed støtte op om DGI og DIF's fælles ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation."

Den 1. marts 2019 åbner DIF og DGI's foreningspulje igen for ansøgninger. Nærmere information om puljen, der foreløbig løber frem til og med 2021, kan findes på de to idrætsorganisationers hjemmesider. Her kan man også finde en oversigt over, hvilke foreninger der har fået bevilget penge.


For yderligere oplysninger kontakt:

Niels Nygaard, formand DIF, 20737112

Charlotte Bach Thomassen, formand DGI, 30283295

Karsten Lauritzen, skatteminister (V), 72 22 23 24 (skatteministeriets pressetelefon)

Fakta om bevillingerne fra DIF og DGI's foreningspulje i 2018.

1259 foreninger fra 94 ud af landets 98 kommuner har fået bevilget i alt 43,6 millioner kroner.


Regional fordeling:

Region Midtjylland: 12,3 millioner kroner

Region Syddanmark: 10,4

Region Hovedstaden: 9,7

Region Sjælland: 6,3

Region Nordjylland: 4,6

468 ad

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.