Temadag om verdensmålene i Hjørring

Udgivet d. 16. april 2019

Danmark For Målene handler om at fremme FN’s verdensmål i din by. De 17 verdensmål skal sikre én bæredygtig verden for alle inden 2030.

I dag er kendskabet til målene kun på 20% blandt danskerne, hvilket Danmark for Målene vil ændre på. For at gøre FN’s verdensmål nærværende, kombinerer vi 3 mål ved hvert arrangement med ét overordnet tema.

Når temaet om GENBRUG OG CIRKULÆR ØKONOMI kommer til Hjørring fredag den 3. maj, kommer det bl.a. til at handle om, hvor stor en FORSKEL det gør, når vi GENBRUGER ting, SORTERER vores affald og lader RÅSTOFFER KØRE I RING. Der bliver et særligt fokus på t-shirten og masser af inspiration til, hvordan vi alle kan gøre små ændringer i vores hverdag til fordel for klimaet, uden at vi kommer til at mangle noget.

Lise Vandborg er blogger, instagrammer og influencer. Hun er gift med Michael Stig Christensen og sammen er de bedre kendt som ”Lise og Michael”, der vandt TV-programmet ”Nybyggerne” i 2016, hvor de ene og alene brugte genbrugsmøbler eller selvbyggede møbler i indretningen. På denne temadag vil Lise give inspiration til at genbruge og upcycle til både hjemmet og garderoben kl. 16.30.

Dansk Retursystem, P. Olesen & Sønner A/S, Nordea Invest, BKI - Brasil Kaffe Import og IVECO støtter verdensmålene og vil sammen med “Danmark for Målene” give inspiration til, hvordan vi som borgere også kan støtte verdensmålene. Vi håber, at du vil støtte op om Danmark for Målene og være med til at sikre én bæredygtig verden.

Danmark For Målene er en folkeoplysningskampagne organiseret af Verdens Bedste Nyheder, Globalt Fokus samt Global Public i samarbejde med 48 byer og en række virksomheder.

Skriv en kommentar