Tre fra Fortuna udtaget til Lars Søndergaards bruttotrup

Udgivet d. 20. december 2018

Hun er den yngste i den bruttotrup, der er udtaget til landskampen mod Finland den 21. januar i Finland. Og så er der tillige tale om en debut.
17-årige Emma Snerle følger sine to holdkammerater, Frederikke Thøgersen og Karen Holmgaard, ind i landsholdslejren!

Landstræner Lars Søndergaard har spottet den 17-årige Fortuna-spillers helt klare talent og gedigne arbejde på fodboldbanen. Emma Snerle slog for alvor igennem hos Fortuna i efteråret, hvor hun tilkæmpede sig en plads i startopstillingen. Trods sin unge alder var hun – bl.a. i kraft af sin energi og teknik - ofte resultatafgørende!
Det er ikke første gang Fortuna har en 17-årig som debutant på landsholdet. I 1992 var det Christina Pedersen og i 1994 Birgit Christensen.
Emma Snerle, der er tilknyttet Dana Cup Academy, er et nyt bevis på værdien af Fortunas enorme talentindsats og elitesatsning.

De to andre Fortuna-spillere i landsholdstruppen kan betegnes som erfarne, om end, de har opnået deres erfaringer på ganske kort tid. Frederikke Thøgersen havde landsholdsdebut 5. marts 2014 mod Sverige, og det er blevet til 42 A-landskampe og Karen Holmgaard debuterede 28. februar 2018 mod Island. Hun har været med i 10 A-landskampe. Landsholdstruppen på 20 spillere er domineret af Brøndby, der leverer 6 spillere og så har VSK Århus to med. Ellers består truppen af spillere, der optræder i udenlandske klubber.

Op til landskampen i Finland samles truppen til test i Odense og rejser på vintertur et par dage til Cypern, hvor der spilles mod TBC Cypress.

Skriv en kommentar