Turf Tank får 80 mio. kr. som brændstof til robotfirmaets internationale vækstraket

Posted on 2. februar 2021

Sportsverdenen har responderet meget positivt på Turf Tanks nye abonnementsmodel, hvor kunderne får en forudsigelig fast månedlig pris på automatisering af deres baneopstregning
EKF Danmarks Eksportkredit, Danske Bank og Vækstfonden engagerer sig solidt i den nordjyske robotsucces Turf Tank. 80 friske millioner kroner fra de tre parter samt de eksisterende ejere skal sikre, at Turf Tanks produktion af opstregningsrobotter kan holde trit med efterspørgslen. Robotterne bliver nemlig i stigende grad lejet frem for købt af kunderne. På trods af en sportsverden ramt af global pandemi, realiserede Turf Tank i 2020 en fordobling i solgte robotter sammenlignet med året før. Nu skal der gøres klar til fremtiden.

Sportsverdenen har responderet meget positivt på Turf Tanks nye abonnementsmodel, hvor kunderne får en forudsigelig fast månedlig pris på automatisering af deres baneopstregning. 2020 startede i højt tempo, men corona har ændret markedet. Med nedlukninger hos mange af vores kunder samt reduktion af budgetter på tværs af sportsklubber, skoler og kommuner er vi blevet forsinket i vores muligheder for at realisere det kæmpe potentiale, der ligger for at bygge videre på den voksende glade kundebase vi har. Robotten er banebrydende i forhold til opstregning af sport da den elimininerer manuelt arbejde, reducerer forbruget af maling og leverer et perfekt resultat hver gang. Derudover er robottens logofunktionalitet – hvor Turf Tank fungerer som en printer på græs – noget mange kunder virkeligt har glæde af. De nu tilførte midler skal sikre den fremtidige vækst samt sikre det fortsatte fokus på udlejning frem for salg af robotter, pointerer Olav Bjørn Jørgensen, CEO i Turf Tank. Turf Tank har i 2020 styrket organisationen på mange områder og har etableret et strategisk partnerskab med Aalborg Universitets robotlinjer.

Kapital til at forløse potentialet
Robots as a Service er en stærk trend på markedet for robotter til alle brancher, fordi slutkunderne ønsker fleksibilitet og risikominimering. Det fortæller Vækstfonden, der længe har haft kig på robotstjernen Turf Tank i Nordjylland. Da virksomheden ændrede forretningsmodellen fra robotsalg til -udlejning, opstod der et match. Det er svært at komme ud på markedet med et helt nyt produkt. Men Turf Tank tilbyder en attraktiv model, hvor man kan leje en robot til nogle tusinde kroner om måneden. Det betyder selvfølgelig også, at det skaber et stort kapitalbehov for dem, der producerer robotterne. Derfor er vi glade for at kunne spænde et sikkerhedsnet ud under Turf Tank, så ledelsen med ro i maven kan sikre, at succesen ikke påvirker dem negativt, når de eksekverer deres vækstplan, siger Henrik Larsen, Senior Director i Vækstfonden. Han uddyber: Der er ingen tvivl om, at vi er blevet bedre til at spotte den her type virksomheder som følge af vores erfaringer med robotklyngen i Odense. Vi tror på, at selskabet har potentiale til at blive en international robotsucces, der kan inspirere andre danske iværksættere; De har et revolutionerende produkt, en stærk ledelse og nogle meget aktive, dygtige ejere. I Vækstfonden vil vi være med til at udvikle virksomheder over hele Danmark, og Turf Tanks placering i det nordjyske er et lysende eksempel på, at vi ved at dyrke de lokale potentialer kan skabe stærk vækst og arbejdspladser.

Et vinderteam
Hos EKF Danmarks Eksportkredit ser Chief Underwriter Kenneth Scholte Plum også et godt match i det nye samarbejde med Turf Tank. Vi er sat i verden for at understøtte præcis det, som Turf Tank gør: At skabe eksport og internationalisering, deltage i den globale værdikæde og opdyrke nye markeder. Der er en god ejerkreds, dygtige mennesker i teamet hos Turf Tank, og vi har modtaget gennembearbejdet, transparent materiale. Derfor ser vi rigtig gode perspektiver i at understøtte og risikodække selskabets udlejning af opstregningsrobotter på bl.a. det amerikanske marked, siger Kenneth Scholte Plum, EKF. Jacob Risgaard, kendt bl.a. som en af investorerne i DR Løvens Hule, har hidtil også været i ejerkredsen bag Turf Tank. Han træder dog nu i øvrigt helt udramatisk ud af ejerkredsen og sælger sin tredjedel af Turf Tank til Johnny Laursen og Mikkel Klitgaard Jacobsen. Jeg har været med på Turf Tanks rejse siden den spæde start, og da mine egne selskaber er i eksplosiv vækst, så overdrager jeg nu selskabet til nogle, der aktivt kan bringe Turf Tank til nye højder. Det er en naturlig rejse for en investor at være med et par år. Jeg er overbevist om, at der er den helt rette gruppe til fremtidig drift nu, både i ledelsen og investorkredsen, siger Jacob Risgaard. Turf Tank blev stiftet i 2014, da stifterne fik ideen til en opstregningsrobot. Turf Tank One er patenteret, og den kan opstrege baner til bl.a. fodbold, baseball, rugby, amerikansk fodbold, hockey, løbebaner og lacrosse. Der er millioner af sportsanlæg i verden, og disse udgør et gigantisk potentiale af manuelt arbejde, som robotten med millimeterpræcision kan automatisere, mens den frigør tid til andre opgaver.

Copyrights SkagaFM