Turismen i toppen af Danmark skaber vækst og arbejdspladser

Med Skagen i spidsen er turismen i toppen af Danmark en solid vækstskaber for Frederikshavn Kommune. Samlet tegner den nordjyske populærdestination sig for flere end 1,4 millioner kommercielle overnatninger, og de mange gæster genererer hvert år en omsætning på 2 milliarder kroner.

”Turismen bidrager markant til den kommunale vækst, men gæsterne kommer altså ikke af sig selv. Derfor har vi sat ambitiøse mål for turismen og yder hver dag en kæmpe indsats for at tiltrække endnu flere gæster. Derfor kom den historisk regnfulde sommer sidste år heller ikke til at betyde mere end en minimal tilbagegang i overnatningstallet fra 2016 til 2017, som mest af alt skyldes et fald på det meget vejrafhængige campingområde. Til gengæld har vi set en fornuftig fremgang på hotel- og feriehusområdet,” siger direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg.

En sund udvikling i turismen er en væsentlig faktor for det nordjyske erhvervsliv. Ikke mindst i Skagen, hvor 80 procent af forretningerne er direkte forbundet med turismen. For hver gang turisterne lejer et hotelværelse, spiser en is eller går på museum, skaber de aktivitet, omsætning og arbejdspladser. Og der er tilmed tale om arbejdspladser, som ikke kan flyttes ud af landet. Sammen med Frederikshavn og Sæby skaber turismen i Skagen årligt 2.500 arbejdspladser.

Skagens popularitet understreges af den seneste tilfredshedsundersøgelse fra Epinion fra 2017, hvor danske og internationale gæster stemte det nordjyske sommerparadis ind på førstepladsen i bedømmelsen af hele 40 danske kystdestinationer, vurderet på blandt andet restauranter, natur og gæsteservice. 9.400 respondenter deltog i undersøgelsen.

Bag de positive takter gemmer sig en ambitiøs turismestrategi, hvor Turisthus Nord har lagt massivt fokus på international promovering og på uddannelse af hele serviceorganet i turismekæden. Mange af de positive tilbagemeldinger i gæstebøgerne koncentrerer sig netop om destinationens gæsteservice. Også selv om Turisthus Nord skiller sig ud fra mange andre danske populærdestinationer, hvad angår digitalisering.

”Vi understøtter den digitale udvikling og gearer vores produkt til den tid, vi befinder os i. Men hos os er digitalisering et middel og ikke et mål, og derfor har vi blandt andet beholdt de blå flag, fysiske turistguider og traditionelle turistkontorer. Det skaber en enorm værdi og tryghed for vores gæster. Vores gæsteservice scorer tårnhøje karakterer, og hvis vi skal beholde positionen som favoritdestination for tusindvis af internationale gæster og som stor bidragsyder til den kommunale økonomi, er det vigtigt, at vi giver gæsterne, hvad de vil have, og ikke hvad vi tror, de vil have,” siger René Zeeberg.

468 ad

Skriv en kommentar