Ubesejrede Brøndby-kvinder vinder 12. mesterskab

Udgivet på 9. maj 2019

Brøndbys bedste kvindehold i fodbold kan igen kalde sig dansk mester. Det blev en kendsgerning, da holdet onsdag aften vandt 3-0 på udebane mod Ballerup-Skovlunde.

Med klublegenden Per Nielsen i spidsen som træner kunne Brøndby i næstsidste runde af slutspillet nøjes med uafgjort, men holdet satte trumf på med tre mål i anden halvleg.

 

Dermed har holdet 35 point og kan ikke længere hentes af den forsvarende mester, Fortuna Hjørring, der er sikker på at få sølv.

Netop de to klubber har delt mesterskaberne imellem sig siden 2002, og siden 2013 har de vundet titlen på skift.

Brøndby vandt sit første mesterskab i 2003 og kom med titlen onsdag op på 12 DM-guldmedaljer.

Holdet er gået ubesejret igennem sæsonen og har vundet 21 kampe og spillet to uafgjorte.

I onsdagens udekamp fik holdet først hul på bylden 12 minutter efter pausen, da Ria Öling scorede til 1-0.

Da Nanna Christiansen otte minutter senere øgede til 2-0, var der for alvor lagt op til champagnefest.

Med 13 minutter tilbage fjernede Mille Gejl den sidste lille tvivl med målet til 3-0.

/ritzau/

468 ad

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.