Udenrigstrafikken buldrer frem i Aalborg Lufthavn

På trods af en massiv fremgang i udenrigstrafikken på 28,4 procent betød en lille tilbagegang i indenrigstrafikken og færre charterrejsende til Tyrkiet i forhold til august 2016 en minimal tilbagegang i august 2017 på 1,1 procent. Samlet set rejste 128.299 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i august 2017 mod august 2016, hvor dette tal var på 129.663 passagerer.

Stor vækst i udenrigstrafikken
Udenrigsruterne buldrer frem med flere rejsende måned efter måned, fyldte fly og en stadig stigende efterspørgsel. Den store månedsvækst på 28,4 procent i august 2017 i modsætning til sidste år vidner om, at udenrigsruter såsom Amsterdam, Oslo, Malaga og London er i en ekspansiv udvikling. Således fløj 37.242 passagerer til og fra udlandet i august i år mod 29.004 passagerer i august 2016.

De internationale ruter fra Aalborg Lufthavn når stadig nye højder med en imponerende stor fremgang i august. Vi ser en rigtig høj belægning på udenrigsafgangene, der bliver bedre og bedre måned for måned – her er det specielt Amsterdam- og Oslo-ruterne, der tager fart. Samtidig med den højere belægning oplever vi også en stor efterspørgsel på flere ruter og afgange, som tyder på, at vi i den kommende tid kommer til se et rekordhøjt antal udenrigsrejsende, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Stor efterspørgsel på charterrejser til Tyrkiet
Chartertrafik-tallene er påvirket af de færre charterafgange til Tyrkiet i forhold til sidste år, som giver en tilbagegang på 26,9 procent. Således rejste 21.892 chartergæster til og fra Aalborg i august 2017 mod 29.963 i august 2016.

Tilbagegangen i antallet af charterrejsende i august skyldes udelukkende det mindre charterudbud til Tyrkiet i år. Til gengæld ser vi propfyldte fly til de græske og spanske feriedestinationer og på de eksisterende Tyrkiet-afgange samt en kæmpe efterspørgsel på flere rejser til de Tyrkiske feriebyer, som vi desværre ikke kan imødekomme i år. Derfor håber og tror vi på, at næste års sommerprogram vil have et større udbud til feriebyerne i Tyrkiet, siger Søren Svendsen.

I indenrigstrafikken ses en lille tilbagegang på 2,2 procent. 69.165 passagerer rejste fra og til Aalborg Lufthavn i august 2017 i forhold til samme måned sidste år, hvor dette tal var på 70.696.

Med antallet af afgange tilbage til normal tilstand mellem Aalborg og København efter sommerperioden og fyldte fly til og fra Bornholm, er der udsigt til gode trafiktal i september, slutter Søren Svendsen.

Syv ugentlige afgange og stor kapacitet til London
Den 5. september åbner Ryanair sin rute til London med tre ugentlige afgange og fire ugentlige fra oktober – samtidig med, at Norwegian udvider til tre ugentlige afgange i vinterperioden mod to ugentlige afgange sidste år. Med syv afgange ugentligt til London hele året, bliver udenrigstrafikken fra Aalborg Lufthavn yderligere styrket.

Foto: aal.dk

468 ad

Skriv en kommentar