Ungdommen slog til, da Fortuna Hjørring rejste sig

3F-kampen på Nord Energi Arena søndag eftermiddag var udset til at være den kamp, hvor Fortuna rejste sig oven på midt-ugens skuffende 2-0-nederlag til italienske Fiorentina i UWCL. Og sejren på 6-1 over ligaens nye hold - B93 - kan godt betegnes som en trøst, der giver håb ikke alene for hjemmekampen mod Fiorentina den 26. september, men også for ligakampen mod VSK Århus i den kommende weekend.
B93 har haft hårde, men snævre opgør i 3F-ligaen, men søndag oplevede, de københavnske spillere for alvor, at der ikke er nogen kære mor, når man er oppe mod et tophold.
B93 var ganske godt med fra kampens begyndelse, men gradvist tog Fortuna over, og 26 minutter inde i kampen kom den første scoring. Det var kampens helt suverænt bedste spiller, den kun 17-årige Emma Snerle, der selv brød igennem og sendte bolden i mål.
Efter godt 41 minutter blev det så 2-0 ved landsholdspilleren Karen Holmgaard.
Fortuna gik til pause med denne føring, som nok burde have været større.
At Fortuna kunne mere, blev vist straks i 2. halvleg. To minutter inde i halvlegen bragte brasilianske Tamires Di Britto Gomes stillingen på 3-0, og efter yderligere to minutter var Emma Snerle der igen, og scorede til 4-0.

Så kom Fortunas nyindkøbte finne Sanni Franssi på scoringstavlen, og det blev Caoline Møller, der med et pragtfuldt præcist langskud, rundede scoringen af til 6-0.
Ved den stilling fik B93, så sit trøstemål, da Natasha Shiraz elegant brød igennem og placerede bolden uden for Hannah Seaberts rækkevidde.
Kampens helt store oplevelse var Emma Snerle. Sjældent har man oplevet så megen energi, elegance og teknisk kvalitet i så ung en spiller. Der er ikke tvivl om, at hun inden længe er placeret som en af landets største talenter.
Finnen Sanni Franssi var også et elegant energibundt, der løfter Fortunas kvalitet til et højere niveau.

Der var samtidig en hæderlig indsats på alle øvrige pladser, så der er håb forude også hvad angår returkampen mod Fiorentina. Dog vil det betyde en del, hvis flere af de lidt ældre lod sig smitte af den unge Emma Snerle og præsterede en lige så helhjertet indsats
- Vi spiller for langsomt i første halvleg, men så synes jeg at vi fandt tempoet i anden halvleg, hvor vi spillede med præcision og tempo, siger assistenttræner Peter Enevoldsen efter kampen.
- Her viste vi den forskel, der skal være mellem top og bund i ligaen. Og så kunne vi vel have scoret to-tre mål flere.

På lørdag er der endnu en ligakamp, nemlig mod VSK Århus, der er placeret lige under Fortuna på ligaens fjerdeplads. Inden den kamp er der pokalkamp onsdag den 19. september mod Aalborg Freja i Frejaparken i Aalborg. Aalborg Freja rangerer på en tredjeplads i kvindeserie vest altså et par rækker lavere end Fortuna, så det er ikke usandsynligt, at nogle af Fortuna-profilerne skånes i den kamp, hvor der så eventuelt kan blive plads til spillere fra Fortunas 1. divisionshold. Med den seneste tids hårde kampprogram og de forestående alvorlige opgør, er der behov for at skåne flere af spillerne.

468 ad

Skriv en kommentar