Vendsyssel FF henter svensk midtbanespiller

Udgivet d. 16. januar 2020

Landets nordligste divisionsklub, Vendsyssel FF, henter den 21-årige svensker Dušan Jajić i Superettan-klubben IF Brommapojkarna.

Sportsdirektør Ole Nielsen:
”Dusan er en ung spændende spiller. Han er dygtig i sine pasninger frem i banen, god til at komme i feltet, og har vist, at han kan bidrage med mål og assists. Samtidig har han et enormt udviklingspotentiale, hvorfor vi har skrevet en længere kontrakt med ham,” siger han.

”Jeg er rigtig glad for at være kommet til klubben, og jeg er klar til at spille med det samme. Jeg har nogle personlige mål, som jeg håber, jeg kan få indfriet i klubben, og samtidig håber jeg, at jeg kan være med til at spille klubben tilbage i Superligaen igen,” siger Dusan Jajic, der beskriver sig selv som en teknisk god spiller med et godt blik for spillet.

Dusan Jajic fik debut i Allsvenskan for Hammerby som 17-årig, og har spillet otte kampe i den bedste svenske række. Derudover har han spillet 70 kampe i Superettan, Sveriges næstbedste række. Her er det blevet til 18 mål og ni assists. Jajic har også 31 U-landskampe for Sverige på CV’et.
Dusan Jajic har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2023, og får nummer 8 i Vendsyssel FF.

 Dusan Jajic i Vendsyssel FF trøjen.

Spillerfakta:
Navn: Dusan Jajic
Fødselsdato: 4. juli 1998
Nationalitet: Svensk
Position: Central midtbane
Tidl. klubber: Hammerby IF, Enskede IK, IK Frej, IF Brommapojkarna
Landskampe: 31 U-landskampe, 2 mål