Vendsyssel-mål i tillægstiden sikrer triumf mod Brøndby

(Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2018)

En scoring dybt inde i tillægstiden skabte søndag vild jubel hos Vendsyssel FF, mens Brøndbys spillere på eget græs frustrerede kunne se til. 

Fem minutter inde i tillægstiden af søndagens sene opgør i Superligaen fik Vendsyssel tilkendt et straffespark, som Sander Fischer udnyttede, og dermed vandt gæsterne opgøret 3-2.

For Brøndby skulle det have været den store afskedsfest, da både anfører Johan Larsson, Uffe Bech, Björn Kopplin og flere ledere sagde farvel til klubben.

Nordjyderne var både bagud 0-1 og 1-2, men scoringer af Emmanuel Ogude, Moses Opondo og altså Sander Fischer fik vendt det for gæsterne.

Dermed tog Vendsyssel tre vigtige point i bunden af tabellen. Nordjyderne er fortsat nummer 12, men har nu tre points forspring til Vejle og Hobro, der mandag møder AGF.

Vendsyssel stod lavt på banen fra kampens indledning, og Brøndby havde svært ved at dirke gæsternes solide defensiv op.

Det lykkedes dog efter 40 minutter, da Uffe Bech sparkede en løs bold i mål til 1-0.

Fem minutter inde i anden halvleg bragte Vendsyssel balance i regnskabet, da Emmanuel Ogude flot stangede et indlæg i kassen til 1-1.

Brøndby svarede igen bare to minutter senere, hvor Simon Tibbling prikkede bolden imellem benene på en fremadstormende Nicolai Flø i Vendsyssel-målet.

Vendsyssel fik dog rejst sig endnu en gang, og efter godt en times spil flugtede Moses Opondo bolden i kassen ved forreste stolpe til 2-2 efter en begivenhedsrig start på anden halvleg.

Uffe Bech var tæt på at blive dobbelt målscorer, men overliggeren var i vejen for ham midtvejs i anden halvleg.

Brøndby pressede på og jagtede de tre point, men i overtiden gik det helt modsat.

Vendsyssel fik det sene straffespark, som Sander Fischer tog sig af og sikrede oprykkerne en stor triumf.

/ritzau/

468 ad

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.