Vinterferien på Nordsøen Oceanarium

Posted on 21. februar 2018

Ål i flere afskygninger og en sikker forårsbebuder på programmet i vinterferien på Nordsøen Oceanarium

Den fantastiske ål – ny udstilling om den mystiske og fascinerende fisk.

Et nært samarbejde mellem forskning på DTU Aqua og formidling og skoletjeneste på Nordsøen Oceanarium har resulteret i en spændende vandreudstilling om den truede europæiske ål. Udstillingen med navnet ”Den fantastiske ål” er lige blevet indviet på Nordsøen Oceanarium, og den danner også rammen om vinterferie-aktiviteterne, som går af stablen i uge 7 og 8. Foruden udstillingen er der også dagligt særlig formidling med fokus på ålen. Desuden får gæsterne en særlig oplevelse, når en af guiderne vil dissekere en godt 2 m lang og ca. 40 kg tung havål. Dissektionen vil foregå:

Onsdag d. 21.2 kl. 14 foran Oceanariet

Mange af vores gæster kan ikke kende forskel på den europæiske ål og havålen. Havål er en helt anden art, og en imponerende fisk alene i kraft af sin størrelse. Den kan blive over 3 meter lang og veje over 70 kg. Ved dissektionen får man en unik mulighed for at se, føle og sikkert lugte dette fascinerende dyr helt tæt på, og lære mere om forskellen på de 2 arter” siger dykker og formidlingschef Simon Madsen.

Havets forårsbebudere er landet

For danske kystfiskere har stenbideren altid været et sikkert tegn på, at foråret nærmer sig, og det er også tilfældet på Nordsøen Oceanarium. I mandags var Nordsøen Oceanariums akvariefolk i Aalbæk for at hente 10-12 gydemodne eksemplarer af den kluntede og charmerende fisk. Hannerne er ved at få den flotte dybrøde farve, der kendetegner, at den er i ynglehumør, og hunnerne ser ud til at være fulde af den lyserøde rogn, der forhandles som ”Dansk kaviar”, ”Husmandskaviar” eller ”Limfjordskaviar”. Simon Madsen håber, at det bliver muligt at fremvise den ganske særlige yngleadfærd stenbiderne har for de mange gæster, som besøger akvariet her i vinterferiens 2. uge.

”Allerede i morges, kun ca. et døgn efter de blev lukket ud i vores stenrevsakvarie, begyndte hannerne at kredse om hunnerne på en helt særlig måde, som er typisk tegn på at der er på ”frierfødder”, fortæller han.

Foruden temaet om ål, dissektion og de nye stenbidere, kan gæsterne også opleve de daglige fodringer i Oceanariet og ved sælerne. Desuden er der åbent backstage, man kan gå på jagt efter rav og komme på et gyngende hav ved ”Ship o´Hoy”.

Skriv en kommentar

Copyrights SkagaFM