Til glæde for sygemeldte borgere, besøgende og egne medarbejdere

12 virksomheder på Farøvej i udkanten af Hjørring har travlt. Ikke kun med at skabe fremgang og vækst på bundlinjen, men også med at skabe nye, grønne rum med fokus på biodiversitet. Rammen er Hjørring Vandselskabs regnvandsbassin, men indholdet er en lokal, grøn idé, input fra Hjørring Kommunes biologer og nu stisystemer, vilde blomster samt et væld af insekter.
–
Initiativtageren til den vilde, grønne oase på Farøvej hedder Viggo Krath. Han er direktør for Jysk Firmatøj ApS og formand for Grundejerforeningen Hjørring Erhvervspark, der består af 12 virksomheder. Sammen med medlemmerne besluttede han sig for at henvende sig til Hjørring Kommune og Hjørring Vandselskab A/S, der henholdsvis ejer jorden omkring og står for driften af regnvandsbassinet overfor Jysk Firmatøj. Viggo Krath ville gerne have tilladelse til at rense bassinet op og skabe et område, hvor naturen kunne råde. Snart opstod et samarbejde mellem grundejerforeningen, vandselskabet og kommunen om at skabe liv i og rundt om bassinet samt give medarbejdere og besøgende i området et pause- og mødested.

Viggo Krath forelagde idéen for grundejerforeningen på Farøvej i Hjørrings industrikvarter. Frem for at bruge op mod 15.000 om året til at klippe græs og vedligeholde de grønne områder, kunne pengene i stedet gå til at oprense regnvandsbassinet og lade den vilde natur spire frem. Indtil videre har det kostet foreningen 100.000 kr. at skabe oasen, men det er penge, der er godt givet ud, mener Viggo Krath.


Et travlt forår
Arbejdet med at oprense regnvandsbassinet blev færdigt i marts, og der er i år kun blevet klippet stier i, hvad der nu er høj vegetation med blomster flere steder. Hvor jorden er mest sandet, blomstrer allerede nu mange af de planter, som de andre år er blevet klippet ned før blomstringen. Nu kan de gavne insekterne og naturelskere, fortæller en glad biolog fra Hjørring Kommune, Karin Krogstrup.
Nysgerrige besøgende og områdets medarbejdere bliver ikke de eneste gæster rundt om regnvandsbassinet. Deltagere i Hjørring Kommunes indsats Sundhed i Naturen, der hører under Jobcenteret, ligger også i området. Herfra ser koordinator Birgitte O. Madsen frem til at flytte både træning, undervisning og møder med blandt andre stresssygemeldte borgere ud.

Grønt samarbejde er en vild succes
Samarbejdet mellem kommunens biologer, jobcenteret, vandselskabet og grundejerforeningen viser, at det er muligt at skabe sunde, grønne rum med plads til biodiversitet – selv midt i et industrikvarter. Viggo Krath fik idéen, men alle var med og bakkede op om projektet, og det kommer nu medarbejdere, sygemeldte, besøgende samt vilde planter og dyr til gode. Har andre grundejerforeninger mod på lignende projekter, kan de kontakte Hjørring Vandselskab eller Hjørring Kommunes Team Natur for at få råd og vejledning. De kan også finde inspiration på www.naturkommunen.dk