
Lørdag den 17. april om aftenen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en bekymret borger netop havde kørt bag ved en personbil, som slingrede kraftigt i trafikken på Tverstedvej i Åbyen.
Der var sandsynligvis tale om en påvirket bilist.
En beredskabspatrulje rykkede derfor ud til stedet, hvor man hurtigt fik standset den anmeldte bilist til kontrol. Føreren af bilen, en 63-årig kvinde, så ud til at være påvirket af spiritus. Betjentene instruerede derfor bilisten i at deltage i en alkometertest.
Føreren nægtede dog at deltage i testen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel. En blodprøve blev efterfølgende udtaget på skadestuen som bevismateriale i sagen.