Bor du i et HØM typehus?
Vendsyssel Historiske Museum og Landsforeningen for Bygnings- og landskabskultur (By og Land DK) er i gang med en undersøgelse af det moderne typehus fra 1950’erne og frem til 1970’erne. FBL Hjørring følger ligeledes med interesse den undersøgelse, som museet og landsforeningen har igangsat.
I den forbindelse er det særligt HØM typehusene, som museet og By og Land DK er interesserede i.
HØM typehusene var blandt de første typehuse i Danmark. I begyndelsen var husene selvbyggerhuse, hvor familier selv opførte husene ved hjælp af vejledning og støtte fra typehusfirmaet. Overalt i Danmark skød parcelhusene op, og byggeaktiviteten eksploderede i disse år. Med de nye typehuse blev det muligt for danske familier at få eget hus med have til en overkommelig pris, og over en årrække blev der opført op mod 25.000 HØM typehuse i Danmark.
”Parcelhuskvarterne med typehusene forandrede byerne markant overalt i Danmark. Det er vigtigt at få fortalt og dokumenteret denne historie, fordi det både er interessant kulturhistorisk set og som arkitekturhistorie”, udtaler museets direktør Anne Dorthe Holm.
Museet og By og Land DK er derfor meget interesseret i at få kontakt med personer, som bor i et selvbygget HØM typehus og meget gerne et hus, som ikke er ombygget. Museet er også meget interesseret i fotos, tegninger, planer og lignende om huset. Så bor man i et ældre HØM typehus, er man meget velkommen til at kontakte direktør Anne Dorthe Holm på Vendsyssel Historiske Museum på mail: adh@vhm.dk
